Sønderborg 3/12-2018

Patienten blev i juli 2008 indlagt efter at have været udsat for en ulykke, hvor han fik en bigballe ned over sig, hvorved han pådrog sig komplet tværsnitsyndrom. Han blev opereret samme dag. Efter vedvarende smerter blev patienten opereret igen i september og november 2009. Patienten blev igen i maj 2013 opereret, da de to operationer ikke havde haft tilstrækkelig effekt.

Patienterstatningen anerkendte, at der var grundlag for at yde erstatning iht. klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (nu klage- og erstatningsloven) § 20, stk. 1, nr. 1, og § 24, stk. 1, idet patienten var påført en skade i form af komplet lammelse (paraplegi) idet man skulle have dekomprimeret tilstrækkeligt samt fjernet et knoglefragment. Han blev derfor tilkendt godtgørelse for svie og smerte, varigt mén samt erstatning for helbredelsesudgifter. Patienterstatningen traf desuden afgørelse om, at patienten ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Afgørelsen blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen. 

Ankenævnet bemærkede, at patienten ved ulykken var blevet påført en alvorlig primær rygmarvslæsion med overordentlig dårlig prognose for rehabilitering både med og uden relevant behandling. På den baggrund vurderede ankenævnet, at patientens gener med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives grundtraumet og ikke behandlingen eller mangel på samme.

Patienten indbragte sagen for Retten i Sønderborg med påstand om, at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende hans paraplegi som en erstatningsberettigende skade.

Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at der ikke kunne gives klare sandsynlighedsmål for patientens restitution, idet en væsentlig del af nerveskaden kunne være uoprettelig. Retslægerådet udtalte endvidere, at de foretagne instrumenteringer ikke skønnes at være korrekt valgt og at de optimale betingelser for restitution således ikke var til stede.

Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at Retslægerådets udtalelse ikke gav grundlag for at fastslå, at patientens paraplegi eller følgerne af denne med overvejende sandsynlighed var en følge af de operationer han modtog. Retten fandt det endvidere ikke godgjort, at operationerne havde udgjort eller medført en merskade i forhold til et forventeligt behandlingsforløb. Der var på denne baggrund ikke skabt et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse.

Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.