Sønderborg 27/10 2014

En 43-årig mand med et tidligere lårbensbrud fik i 2008 indsat en delprotese i knæet grundet slidgigt. Han havde efterfølgende fortsat gener, og man mistænkte, at generne skyldtes brusk eller bindevævsdannelse, hvorfor man foretog en kikkertopperation med oprensning. Patienten blev indlagt en uge efter med infektion i knæet. Man foretog en akut kikkertoperation, hvor man skyllede knæet og oprensede, og man påbegyndte herefter behandling med antibiotika. Grundet vedvarende høje infektionstal blev han reopereret to dage senere og igen en uges tid senere. To måneder senere fik han indsat en totalprotese i knæet.

Patienten anmeldte sagen til Patientforsikringen, som fandt at infektionen var en hændelig komplikation, og at den ikke var tilstrækkelig alvorlig til at udløse erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Dette blev tiltrådt af Patientskadeankenævnet. Både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet lagde vægt på, at infektionen ikke havde medført patienten varigt mén, herunder at behovet for indsættelse af en totalprotese med overvejende sandsynlighed skyldtes patientens grundlidelse og ikke den opståede infektion.

Patienten indbragte sagen for domstolene med påstand om, at infektionen var opstået som følge af, at behandlingen havde været i strid med bedste specialiststandard, samt at patientens gener kunne tilskrives infektionen og gik ud over, hvad patienten måtte tåle.

Under sagen afgav overlægen, der havde foretaget operationen, forklaring. Han forklarede blandt andet, at infektionen, efter hans vurdering, med en vis sandsynlighed stammede fra operationsudstyrets dagssæt. Han begrundede blandt andet dette med, at han var bekendt med, at en anden patient, der havde fået foretaget en kikkertoperation samme dag som aktuelle patient, havde fået en tilsvarende infektion i forbindelse med operationen.

Sagen blev forelagt for Retslægerådet, som udtalte, at behandlingen havde været i overensstemmelse med almindelig anerkendt lægefaglig standard, og at det forhold, at to patienter fra samme operationsdag har udviklet infektion, ikke i sig selv gav anledning til særlige procedurer eller tiltag i forhold til hygiejniske spilleregler. Retslægerådet var ikke helt enig i, at ingen af patientens gener kunne henføres til den opståede infektion. De var dog enig i, at patienten med overvejende sandsynlighed ville have fået indsat en totalprotese i knæet uanset den opståede infektion og udtalte, at dette alene var blevet fremskyndet som følge af infektionen.

Retten vurderede, at behandlingen havde været i overensstemmelse med almindelig anerkendt lægefaglig standard, og at betingelserne i KEL § 20, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt. Retten fandt det ikke godtgjort, at smitten skyldtes svigt i hygiejnekæden og fandt herefter, at infektionen var en hændelig komplikation. Retten fandt endvidere ikke, at det var godtgjort, at patientens varige gener med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives behandlingen, herunder at indsættelsen af en totalprotese skyldtes infektionen. Retten fandt herefter, at det ikke var godtgjort, at patienten var påført gener, der var mere omfattende end, hvad han med rimelighed måtte tåle. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.