Sønderborg 24/10-2014

Rettens sagsnummer:

BS C3-31/2014

Ankenævnets sagsnummer:

13/3546

Dato for dommens afsigelse:

fredag den 24. oktober 2014

Domstol:

Retten i Sønderborg

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

soenderborg241014

En mand havde igennem længere tid haft smerter i venstre skulder og var af den grund blevet sy-gemeldt fra sit arbejde. Han fik den 27. august 2008 foretaget skulderoperation med dekompression. Der var dog efter operationen uændrede smerter. Han modtog fysioterapeutisk behandling, akupunktur og overgik senere til tværfaglig smertebehandling. Den 22. november 2012 fandt man indikation for re-dekompression, som blev foretaget ved operation den 21. januar 2013. Operationen havde ikke væsentlig effekt på smerterne, men bedrede bevægeligheden i skulderen. Manden anmeldte den 28. februar 2013 sagen til Patientforsikringen og anførte, at operationen den 27. august 2008 havde været utilstrækkelig.

Patientforsikringen fandt, at erstatningskravet var forældet efter den 3-årige forældelsesfrist, da han senest den 15. september 2009 havde eller burde have haft kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen eventuelt var sket en skade, idet han på det tidspunkt havde haft skuldersmerter gennem ca. et år efter operationen. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen.

Retten fandt, at forældelsesfristen ikke var sprunget. Retten lagde vægt på, at der intet sted i journalmaterialet fremgik, at de behandlende læger havde overvejet, hvorvidt den første operation kunne have været ufuldstændig, og at der selv med lægefagligt kendskab ikke havde været grund til at tro, at den første operation var ufuldstændig, alene fordi smerterne var uforandrede i et år efter operationen. Retten lagde også vægt på mandens forklaring i retten om, at han ikke havde tænkt, at den første operation kunne have været ufuldstændig, før hans læge nævnte det for ham i forbindelse med, at han i 2012 blev henvist til sygehuset igen med henblik på eventuel ny operation. Patientskadeankenævnet blev således ikke frifundet.