Sønderborg 22/9-2015

En kvinde fik i foråret 2007 et vridtraume i venstre knæ. Først blev hun behandlet konservativt, men da hun havde fortsatte gener, foretog man den 17. december 2009 operation (MPFL-rekonstruktion). Efterfølgende havde hun mange smerter og svært ved at bøje knæet til trods for intensiv genoptræning. Den 1. marts 2010 blev hun på ny opereret, hvor man foretog brisement forcé og artroskopisk løsning af arvæv i knæet. Bevægeligheden blev herefter bedre, men da hun fortsat havde smerter, foretog man den 31. marts 2011 operation med kapselløsning.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at patientens gener ikke var en følge af behandlingen, men at generne med overvejende sandsynlighed skyldtes hendes grundlidelse.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en erstatningsberettigende skade ved operationen den 17. december 2009. Ankenævnet fandt, at sygdomsforløbet og de varige gener var en følge af hendes grundlidelse i form af dysplasi i leddet mellem knæskallen og lårbenet samt efterfølgende ledskred og udvikling af degenerative forandringer. Ankenævnet vurderede, at det havde været korrekt, at behandle ledskreddet konservativt i starten. Ankenævnet vurderede dog, at man ved operationen den 17. december 2009 burde have fore-taget en rekonstruktion af et ledbånd (det mediale ligament) med en hamstringssene fra samme knæ og fikseret senen med skrue eller borekanaler, men at patientens sygeforløb ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påvirket heraf.

Sagen blev indbragt for domstolene og blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet, som vurderede, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt lægefaglig standard at behandle konservativt frem til slutningen af 2009. Retslægerådet vurderede også, at operationen den 17. december 2009 ikke blev udført i overensstemmelse med almindelig anerkendt lægefaglig standard, da knæskallen ved operationen blev bundet for stramt ned mod lårbenskonsollen, hvilket medførte smerter og indskrænket bevægelighed frem til operationen den 31. marts 2011. Desuden vurderede Retslægerådet, at den anvendte teknik ved operationen den 17. december 2009 havde været medvirkende til, at trykket i den forreste del af knæleddet kunne blive for højt ved bøjning af knæet, og at en øget belastning i leddet mellem knæskal og lårbenskonsol kan medføre smerter og udvikling af slidgigt i leddet.

Retten fandt det ikke på grundlag af Retslægerådets besvarelse bevist, at patienten med over-vejende sandsynlighed var påført en skade forud for eller under operationen den 17. december 2009. Retten lagde vægt på patientens grundlidelser og det forhold, at de degenerative forandringer var lokaliseret til hele leddet i venstre knæ – og ikke hovedsageligt til indersiden af leddet. Retten lagde også vægt på, at der var udviklet lignende symptomer og forandringer i højre knæ, som hverken havde været udsat for traume eller kirurgi. Retten lagde tillige vægt på, at patienten allerede inden operationen den 17. december 2009 havde væsentlige gener fra leddet mellem knæskallen og lårbenet som følge af degenerative forandringer. Ankenævnet blev derfor frifundet.