Sønderborg 21/6-2012

En mand havde fået anerkendt en patientskade som bestod i følger efter forsinket diagnosticering af en svulst i ryggen (cervikalt ependymom). Sagen drejede sig om størrelsen af erhvervsevnetabet. Manden havde en faglært uddannelse som maskintekniker fra sit hjemland, og havde siden 1992 haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet, selvom dette i overvejende grad havde været i form af ufaglært arbejde. Han var i 2001 blevet afskediget på grund af nedskæringer, og deltog herefter i et AMU-kursus, som blev afbrudt i 2002 som følge af symptomer fra svulsten (grundlidelsen). Man diagnosticerede svulsten (for sent) den 1. oktober 2002, og han blev et par uger efter opereret og var derefter i et længere genoptræningsforløb. Han blev som følge af de samlede gener tilkendt førtidspension i 2003. Mandens samlede gener bestod i lammelser med stærkt påvirket gangdistance med behov for brug af rollator samt påvirkning af blære-, seksual- og tarmfunktion og en depressionslignende tilstand med tendens til sortsyn og opgivenhed.

Det samlede varige mén var af Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet vurderet til 90 procent, hvoraf et mén svarende til 60 procent kunne tilskrives patientskaden. Patientforsikringen havde fastsat erhvervsevnetabet til 15 procent, idet man vurderede, at han selv ved korrekt behandling ville have haft visse lammelser i arme og ben, hvilket ville have forhindret ham i, at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet, som herefter fastsatte erhvervsevnetabet til skønsmæssigt 35 procent. Nævnet lagde vægt på mandens unge alder, hans uddannelsesmæssige baggrund, hans varige tilknytning til arbejdsmarkedet og det forhold, at hele den psykiske påvirkning samt den overvejende del af de fysiske gener kunne tilskrives patientskaden.

Sagen blev indbragt for retten med påstand om et højere erhvervsevnetab. Sagen blev forelagt for Retslægerådet, som bl.a. vurderede, at de psykiske gener ikke var en følge af patientskaden, men derimod en følge af grundlidelsen. Retten fandt efter udtalelse fra Retslægerådet ikke grundlag for at ændre eller tilsidesætte det sagkyndigt sammensatte – og på området særligt kompetente – patientskadeankenævns afgørelse og vurdering. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.