Sønderborg 20/2-2015

En kvinde faldt den 15. marts 2011 og slog venstre fod. Hun havde stærke smerter og kunne ikke støtte på foden. Der er i sagen tvivl om, hvornår patienten havde kontakt med sin læge, herunder om hun havde kontakt med lægen vedrørende foden den 16., 17., 18., 25. og 28. marts 2011. Ved en konsultation den 12. april 2011 blev patienten henvist til ultralydsscanning af foden. Ultralydsscanning den 11. maj 2011 viste en akillesseneruptur, og der blev foretaget operation med sammensyning af akillessenen den 17. maj 2011.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at en erfaren specialist ville have diagnosticeret akillessenerupturen den 12. april 2011, hvorfor patienten principielt var påført en erstatningsberettigende skade i form af følger efter forsinket diagnosticering. Patientforsikringen vurderede imidlertid, at der ikke kunne ydes erstatning, da det samlede krav på godtgørelse og erstatning ikke oversteg 10.000 kr. Patientforsikringen vurderede, at omfanget af operationen ville have været den samme ved rettidig diagnosticering, da den største skade på akillessenen var sket fra den 15. marts til den 12. april 2011. Patientforsikringen fandt det ikke tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at patienten havde rettet henvendelse til egen læge den 15. marts 2011 og den 18. marts 2011 på grund af gener i akillessenen, og der forelå heller ikke dokumentation for, hvad egen læge svarede ved disse henvendelser.

Patienten påklagede afgørelsen til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), der tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Efterfølgende genoptog nævnet behandlingen af sagen, idet nævnet i sin afgørelse havde byttet om på højre og venstre ben, hvorved der kunne rejses tvivl om grundlaget for nævnets afgørelse. Ved afgørelsen fandt nævnet, at lægens svar på telefonopkaldene den 17., 18., 25. og 28. marts 2011 efter omstændighederne ikke var tilstrækkelig dokumenteret. Nævnet vurderede, at man den 12. april 2011 burde have foretaget grundig objektiv undersøgelse, og at man herved med overvejende sandsynlighed ville have fået mistanke om akillessenerupturen og iværksat relevant behandling. Nævnet fandt dog, at det samlede krav på godtgørelse og erstatning ikke oversteg 10.000 kr.

Afgørelsen blev indbragt for domstolene. På baggrund af uoverensstemmelser mellem de faktiske konsultationer og det journalførte, herunder opkaldslisten fra patientens fastnettelefon samt vidners og patientens egen forklaring, fandt retten det bevist, at patienten havde kontakt til sin læge den 16., 17. og 18. marts 2011 samt igen den 25. og 28. marts 2011. Henset til skadens karakter og de svære smerter fandt retten det usandsynligt, at problemet med benet ikke havde været et emne for samtalerne. Retten fandt det herefter godtgjort, at klagen var fremsat allerede umiddelbart efter uheldet, og at sagens behandling i Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet var sket på et forkert faktisk grundlag. Retten hjemviste derfor sagen til Ankenævnet for Patienterstatningen til en ny vurdering med udgangspunkt i manglende behandling fra den 16. marts 2011. Ankenævnet blev derfor ikke frifundet.