Sønderborg 20/11-2018

Patienten var i april 2001 faldet og havde slået sit venstre håndled. På baggrund af en røntgenundersøgelse blev det på sygehuset konkluderet, at patientens håndled var forstuvet. Efter et fald i sommeren 2008, hvor patienten igen slog venstre håndled, viste en røntgenundersøgelse bl.a. en falsk leddannelse af ældre dato i bådbensknoglen. Patienten fik herefter foretaget en knogletransplantation af venstre håndled i december 2008.      

Patienten anmeldte i januar 2009 sagen til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) med henvisning til, at man i 2001 havde overset et brud i patientens venstre håndled. Patientforsikringen traf den 17. juni 2009 afgørelse om, at patienten ikke var berettiget til erstatning efter den dagældende lov om patientforsikring, da erstatningsbeløbet ikke ville overstige 10.000 kr., jf. dagældende § 5, stk. 2.

I januar 2016 anmodede patienten Patienterstatningen om at genoptage behandlingen af sagen med henvisning til, at hans gener i venstre hånd var forværret. Patienterstatningen afviste at genoptage sagen med den begrundelse, at et eventuelt krav var forældet, jf. § 19, stk. 2, i lov om patientforsikring, da der var forløbet mere end 10 år fra behandlingen i april 2001. Patienterstatningen fandt, at forældelsesfristen ikke var afbrudt ved afgørelsen af 17. juni 2009.

Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede Patienterstatningens afgørelse om, at kravet var forældet. Ankenævnet fandt, at § 60 b, i klage- og erstatningsloven ikke fandt anvendelse, da der ikke med Patienterstatningens afgørelse af 17. juni 2009 var truffet en positiv afgørelse om anerkendelse af en skade eller udmåling af erstatning.

Patienten indbragte ankenævnets afgørelse for domstolene med påstand om, at sagen skulle hjemvises. Sagsøgeren gjorde gældende, at Patientforsikringens afgørelse af 17. juni 2009 skulle anses som en bindende afgørelse om anerkendelse af en behandlingsskade, jf. § 60 b, stk. 1 og 3 i klage- og erstatningsloven, og at der derfor først ville indtræde forældelse af sagsøgerens eventuelle krav den 17. juni 2019.

Med henvisning til bemærkningerne til klage- og erstatningslovens § 60 b fandt retten, at fristafbrydelse forudsætter, at der er truffet en bindende afgørelse om, at der er et ansvarsgrundlag efter klage- og erstatningsloven (tidligere lov om patientforsikring). Retten fandt, at Patientforsikringens afgørelse af 17. juni 2009 ikke statuerede et ansvarsgrundlag, men alene en afvisning af erstatning begrundet i lovens beløbsmæssige undergrænse. Retten fandt heller ikke, at der i øvrigt i afgørelsen kunne indfortolkes en bindende afgørelse om anerkendelse af ansvarsgrundlag efter loven.

Herefter frifandtes Ankenævnet for Patienterstatningen.