Sønderborg 2/7-2018

En patient blev i 2005 opereret for en diskusprolaps. I 2007 fik han foretaget en stivgørende rygoperation på grund af kraftige smerter i ryg og ben. Patienten anmeldte forløbet til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen). Patientforsikringen og senere Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) afviste, at patienten havde ret til erstatning. Sagen blev indbragt for Retten i Sønderborg, som ved dom af 12. juni 2014 fastslog, at patienten ikke var påført en patientskade i forbindelse med dette behandlingsforløb.

I 2011 fik patienten igen foretaget en rygoperation, da han fortsat havde kraftige rygsmerter, og en røntgenundersøgelse havde vist, at en tidligere indsat skrue var knækket. Efter operationen havde patienten stadig rygsmerter. Han anmeldte sagen til Patienterstatningen, som vurderede, at patienten ikke var påført en skade i forbindelse med behandlingen i 2009 og frem. Han havde derfor ikke ret til erstatning efter klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede Patienterstatningens afgørelse. Sagen blev herefter indbragt for domstolene. I forbindelse hermed blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet.

Af Retslægerådets udtalelse fremgik det blandt andet, at det var et gennemgående træk i hele forløbet, at der havde været dårlig overensstemmelse mellem patientens symptomer og de objektive og billedmæssige fund. Han var blevet undersøgt af talrige specialister, som alle var kommet til samme resultat. Det var derfor umuligt at give noget entydigt svar på, hvor patientens symptomer stammede fra.

Retten fandt på baggrund af de lægefaglige vurderinger og navnlig Retslægerådets udtalelse, at patienten ikke havde godtgjort, at der var grundlag for at anse hans gener som en følge af behandlingen. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse, og ankenævnet blev derfor frifundet.