Sønderborg 12/7-2017
Rettens sagsnummer:
BS C 1 - 1146/2014
Ankenævnets sagsnummer:
13/5124
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 12. juli 2017
Domstol:
Retten i Sønderborg
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En kvindelig patient fik i 2008 foretaget en kikkertundersøgelse (artroskopi) af venstre knæled. Undersøgelsen blev foretaget på baggrund af en MR-scanning, som havde vist slidgigt i knæet. Ved undersøgelsen blev der foretaget bruskafglatning, hvor den ødelagte brusk blev fjernet. Patienten oplevede efter kikkertundersøgelsen ikke en bedring, og hun anførte, at hun havde fået en nerveskade i benet i forbindelse med undersøgelsen.
Patientforsikringen gav ved afgørelse af 12. november 2010 patienten afslag på erstatning, idet Patientforsikringen vurderede, at patienten ikke var påført en skade ved undersøgelsen.
Patienten anmodede i 2012 Patientforsikringen om at genoptage sagen på baggrund af en foretaget nerveledningsundersøgelse. Patientforsikringen afviste ved afgørelse af 17. juli 2012 at genoptage sagen.
I 2013 genoptog Patientforsikringen sagen, da der forelå nye oplysninger, som viste, at patienten med overvejende sandsynlighed var blevet påført en nerveskade i forbindelse med undersøgelsen i 2008. Ved afgørelse af 17. april 2013 anerkendte man en behandlingsskade, og patienten blev tilkendt en foreløbig godtgørelse for et varigt mén på 12 procent.
Patienten indbragte sagen for Patientskadeankenævnet og anførte, at méngraden på 12 procent var for lav.
I mellemtiden tilkendte Patientforsikringen ved afgørelse af 11. juni 2014 yderligere 12.000 kr. i erstatning, heraf 2.000 kr. for afholdt kørselsudgifter og 10.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Patienten ankede ikke denne afgørelse.
Patientskadeankenævnet traf den 24. juni 2014 afgørelse om, at Patientforsikringens afgørelse af 17. april 2013 skulle ændres til, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade. Patientforsikringens afgørelse af 11. juni 2014 blev derfor ophævet. Patientskadeankenævnet vurderede, at patientens gener med overvejende sandsynlighed ikke skyldtes undersøgelsen i 2008, og at der derfor ikke var grundlag for at yde erstatning.
Sagen blev indbragt for domstolene med påstand om, at Ankenævnet for Patienterstatningen (tidligere Patientskadeankenævnet) skulle anerkende, at undersøgelsen i 2008 havde påført hende en erstatningsberettigende skade.
Til brug for sagens behandling blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Retten fandt det ikke bevist, at patienten i forbindelse med undersøgelsen i 2008 med overvejende sand-synlighed var blevet påført en skade. Retten bemærkede også, at patienten i forvejen led af slidgigt, som var årsagen til undersøgelsen i 2008. Ankenævnet blev derfor frifundet.