Sønderborg 12/6-2014
Rettens sagsnummer:
BS C1-310/2011
Ankenævnets sagsnummer:
09/1169
Dato for dommens afsigelse:
torsdag den 12. juni 2014
Domstol:
Retten i Sønderborg
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En mand fik foretaget en stivgørende operation i ryggen. Han anmeldte efterfølgende forløbet til Patientforsikringen, da han var af den opfattelse, at han havde fået forværrede gener i ryg og ben som følge af operationen, herunder nytilkomne gener ned i højre ben ca. 5 måneder efter operationen.
Patientforsikringen vurderede, at han med overvejende sandsynlighed ikke var påført en skade i forbindelse med operationen, hvorfor han ikke var berettiget til erstatning, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Patientskadeankenævnet tiltrådte efterfølgende Patientforsikringens afgørelse.
Sagen blev herefter indbragt for retten. Patienten anmodede efterfølgende Patientskadeankenævnet om genoptagelse af sagen, idet der var foretaget en CT-skanning, som viste at højre skrue sad i nerverodskanalen og derfor potentielt kunne påvirke S1 roden. Det fremgik endvidere, at højre skrue var knækket.
På baggrund heraf genoptog Patientskadeankenævnet sagen men fastholdt sin tidligere afgørelse, idet nævnet fandt, at generne i højre ben med overvejende sandsynlighed ikke kunne tilskrives placeringen af højre skrue eller operationen i øvrigt. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at der ikke var tæt tidsmæssig sammenhæng mellem den stivgørende operation og patientens gener ned i højre ben. Nævnet lagde endvidere vægt på, at skruen ikke var knækket, da generne i højre ben opstod.
Til brug for sagens behandling ved retten blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, hvoraf det fremgik, at det var Retslægerådets vurdering, at de senere af patienten anførte gener fra lænd og venstre ben ikke var forårsaget af den stivgørende operation, men at generne fra højre ben kunne være det. Retslægerådet udtalte endvidere, at da der ikke var nogen tidsmæssig tæt sammenhæng mellem operationen og beskrivelsen af de højresidige bengener, var det Retslægerådets vurdering, at der ved operationen ikke var sket nogen skade på nerven. Videre udtalte Retslægerådet, at det var rådets vurdering, at skruebruddet på højre side ikke kunne medføre gener til venstre ben, og at rådet heller ikke fandt, at skruebruddet på højre side var ansvarlig for de højresidige bengener, idet disse var beskrevet før skruebruddet.
På baggrund af Retslægerådets udtalelse fandt retten, at operationen var udført på korrekt indikation i overensstemmelse med almindelig anerkendt lægefaglig standard. Retten fandt endvidere, at patienten ikke havde godtgjort, at han ved operationen var blevet påført en efter klage og erstatningslovens erstatningsberettigende skade. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.