Sønderborg 11/12-2019

Patienten fik ved en operation den 16. maj 2012 fjernet overskydende hud på inderlårene, der var opstået som følge af et stort vægttab efter en gastric bypass i september 2009. Ved operationen blev patienten påført skader i form af kronisk hævelse (ødemer) og neurogene smerter i begge ben.

Patienterstatningen traf den 10. januar 2014 afgørelse om, at patientens skade var omfattet af klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, og patienten blev tilkendt godtgørelse for varigt mén. Patienterstatningen traf den 30. september 2014 afgørelse om, at patienten var berettiget til godtgørelse for svie og smerte. Patienterstatningen bestemte den 1. december 2015, at patienten havde ret til erstatning for udgifter til transport.

Patienten påklagede afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen (herefter ankenævnet) med henblik på at få forhøjet godtgørelsen og erstatningen. Ankenævnet traf den 12. januar 2017 afgørelse om, at Patienterstatningens afgørelser ophæves. Ankenævnet vurderede, at hverken sjældenheds- eller alvorlighedskravet var opfyldt, for så vidt angår den skade, som patienten var blevet påført, hvorfor patienten ikke var berettiget til erstatning i medfør af klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4.

Patienten indbragte herefter ankenævnets afgørelse for retten med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at patienten var blevet påført en erstatningsberettigende skade. Under sagens behandling i byretten blev sagen forelagt for Retslægerådet.

Retslægerådet fandt bl.a., at de neurogene smerter, som patienten var blevet påført, var sjældne og estimeret til under 1 %. Endvidere fandt Retslægerådet, at den kroniske hævelse (ødemer) var en kendt men sjælden komplikation, der udvikles hos under 2 % af de opererede.

Retten i Sønderborg frifandt ankenævnet ved dom af 11. december 2019. Retten lagde navnlig vægt på, at de neurogene smerter i forhold til grundlidelsen ikke var en tilstrækkelig alvorlig komplikation, der var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4.