Sønderborg 1/4-2015

Rettens sagsnummer:

BS C1-1641/2014

Ankenævnets sagsnummer:

13/7736

Dato for dommens afsigelse:

onsdag den 1. april 2015

Domstol:

Retten i Sønderborg

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

soenderborg010415

En mand kom i maj 2009 til skade ved en motorcrossulykke. Han blev indbragt på skadestuen, der ikke fandt tegn på skulderskade. På grund af vedvarende gener i højre skulder fik han i oktober 2009 foretaget en MR-scanning, som viste, at to sener var revet over. Han blev opereret i november 2009 med god effekt, men i 2013 fik han atter ondt i skulden. I maj 2013 anmeldte han den oversete seneskade til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen).

Patientforsikringen vurderede, at patientens erstatningskrav var forældet efter den 3-årige forældelsesfrist og lagde vægt på, at patienten senest i november 2009 blev klar over, at skadestuen i maj 2009 havde overset de to senelæsioner. Endvidere havde han i sin anmeldelse til Patientforsikringen anført, at han blev klar over skaden i november 2009. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen.

Sagen blev herefter indbragt for domstolene. Retten vurderede, at patienten senest i oktober/november 2009 havde det fornødne kendskab til den mulige sammenhæng mellem den manglende behandling af seneskaden og generne i højre skulder. Forældelsesfristen på 3 år skulle derfor regnes fra dette tidspunkt. Da anmeldelsen af erstatningskravet først blev indgivet i maj 2013, var kravet forældet. Ankenævnet blev således frifundet.