Roskilde 6/5-2019
Udvikling af psoriasis var en bivirkning til behandlingen med lægemidlerne Remicade og Humira. Skaden var dog ikke tilstrækkelig alvorlig til at opfylde betingelserne for erstatning. Udvikling af Hidrosadenitis og modermærkekræft var derimod ikke med overvejende sandsynlighed en bivirkning til lægemidlerne. Selvom der var tale om en diagnoseforsinkelse af hud- og modermærkekræft på ca. 4 måneder, var patienten ikke med overvejende sandsynlighed påført en skade herved.
Rettens sagsnummer:
BS 8A-1071/2015
Ankenævnets sagsnummer:
14/7976/EC
Dato for dommens afsigelse:
mandag den 6. maj 2019
Domstol:
Retten i Roskilde
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En patient fik i 2011 konstateret en svær gigtlidelse. I 2012 opstartede hun behandling med lægemidlet Remicade. Der kunne herefter konstateres betændte pustler flere steder på patientens krop samt udvikling af psoriasis og eksemudslæt. Der blev derfor skiftet behandling til præparatet Humira. Patienten blev henvist til behandling for de opståede hudlidelser.
Patienterstatning gav den 20. maj 2014 afslag på erstatning, da Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende behandlingsskade, og at bivirkningerne til lægemidlerne Remicade og Humira i form af udvikling af psoriasis ikke var tilstrækkelig alvorlig til at udløse erstatning. Udviklingen af hidrosadenitis var ikke med overvejende sandsynlighed en følge af bivirkninger til lægemidlerne. Lægemiddelskadeankenævnet stadfæstede afgørelsen for så vidt angik bivirkningerne, og Patientskadeankenævnet stadfæstede afgørelsen for så vidt angik behandlingen.
I 2014 i forbindelse med behandlingen for hudlidelse gjorde patienten opmærksom på en hævelse i venstre tinding. Ved kontrol i marts 2014 blev der ikke fulgt op på hævelsen, og i maj 2014 fik patienten konstateret kræft i hjernen og lungerne. I august 2014 afgik patienten ved døden som følge af kræftsygdommen.
Patienterstatningen genoptog herefter sagen på grund af patientens udvikling af kræft. Patienterstatningen gav herefter afslag på erstatning, da Patienterstatningen vurderede, at udviklingen af kræft ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives behandlingen med Humira. Patienterstatningen traf desuden afgørelse om afslag på erstatning i relation til den diagnostiske udredning. Patienterstatningen vurderede, at optimal behandling havde tilsagt, at der ved kontrollen den 6. marts 2014 var fulgt op på hævelsen i tindingen, men at dette ikke havde ændret forløbet. Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede afgørelserne.
Boet efter patienten indbragte afgørelserne for retten. Retten fandt, at patientens gener i form af hidrosadenitis ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingen med Humira og Remicade, hvorfor der ikke var et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse. Retten fandt også, at behandlingen med de pågældende lægemidler levede op til almindelig lægefaglig standard, og at patientens hudkræft ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingen med Humira og Remicade. Derudover lagde retten efter bevisførelsen til grund, at den sene diagnosticering ikke med overvejende sandsynlighed ville have ændret forløbet. Ankenævnet for Patienterstatningen blev derfor frifundet.
Patienterstatning gav den 20. maj 2014 afslag på erstatning, da Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende behandlingsskade, og at bivirkningerne til lægemidlerne Remicade og Humira i form af udvikling af psoriasis ikke var tilstrækkelig alvorlig til at udløse erstatning. Udviklingen af hidrosadenitis var ikke med overvejende sandsynlighed en følge af bivirkninger til lægemidlerne. Lægemiddelskadeankenævnet stadfæstede afgørelsen for så vidt angik bivirkningerne, og Patientskadeankenævnet stadfæstede afgørelsen for så vidt angik behandlingen.
I 2014 i forbindelse med behandlingen for hudlidelse gjorde patienten opmærksom på en hævelse i venstre tinding. Ved kontrol i marts 2014 blev der ikke fulgt op på hævelsen, og i maj 2014 fik patienten konstateret kræft i hjernen og lungerne. I august 2014 afgik patienten ved døden som følge af kræftsygdommen.
Patienterstatningen genoptog herefter sagen på grund af patientens udvikling af kræft. Patienterstatningen gav herefter afslag på erstatning, da Patienterstatningen vurderede, at udviklingen af kræft ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives behandlingen med Humira. Patienterstatningen traf desuden afgørelse om afslag på erstatning i relation til den diagnostiske udredning. Patienterstatningen vurderede, at optimal behandling havde tilsagt, at der ved kontrollen den 6. marts 2014 var fulgt op på hævelsen i tindingen, men at dette ikke havde ændret forløbet. Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede afgørelserne.
Boet efter patienten indbragte afgørelserne for retten. Retten fandt, at patientens gener i form af hidrosadenitis ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingen med Humira og Remicade, hvorfor der ikke var et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse. Retten fandt også, at behandlingen med de pågældende lægemidler levede op til almindelig lægefaglig standard, og at patientens hudkræft ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingen med Humira og Remicade. Derudover lagde retten efter bevisførelsen til grund, at den sene diagnosticering ikke med overvejende sandsynlighed ville have ændret forløbet. Ankenævnet for Patienterstatningen blev derfor frifundet.