Roskilde 4/11-2013

En patient med irritabel tyktarm, betændelsestilstand i tarmene samt forsnævringer på tyndtarmen blev den 10. maj 2007 opereret, da der var opstået pludselige mavesmerter. Man fjernede et stykke tarm og skabte kunstig passage. Man konstaterede den 13. maj 2007, at patienten havde en lækage ved den operativt sammenføjede del af tarmen (anastomoselækage). Patienten blev derfor reopereret og fik fjernet yderligere et stykke tarm og fik anlagt stomi. Der var efterfølgende et kompliceret forløb med blodforgiftning, som måtte behandles på intensiv afdeling.

Patientforsikringen fandt, at en erfaren specialist ville have konstateret lækagen allerede den 12. maj 2007, men at patienten ikke som følge heraf var påført en skade, der udgjorde mere end 10.000 kr. jf. klage- og erstatningslovens § 24, stk. 2. For så vidt angik skaden i form af anastomoselækage medførende reoperation og stomi, fandt Patientforsikringen, at denne skade var en hændelig komplikation til behandlingen, som ikke var tilstrækkelig sjælden til at udløse erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet, som tiltrådte afgørelsen.

Sagen blev indbragt for retten, og under retssagen blev sagen forelagt for Retslægerådet. På baggrund af yderligere indhentet journalmateriale fandt Retslægerådet blandt andet, at behandlingen fra den 12. til den 13. maj 2007 var i overensstemmelse med almindelige anerkendte lægefaglige retningslinjer. Imidlertid fandt Retslægerådet, at det var en lægelig fejl, at patienten ved behandlingen af blodforgiftningen ikke havde modtaget ciprofloxacin før den 23. maj 2012, og at det kunne have medført et forlænget forløb.

Retten fandt i overensstemmelse med Retslægerådets udtalelser, at behandlingsforløbet fra den 12. til den 13. maj 2007 var i overensstemmelse med den erfarne specialists standard. Endvidere fandt retten, at den forsinkede behandling med ciprofloxacin ikke havde medført en skade, der berettigede til en erstatning på over 10.000 kr. jf. KEL § 24, stk. 2. Endelig fandt retten, at betingelserne for at anerkende anastomoselækagen efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4. ikke var opfyldt. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.