Roskilde 4/10-2018
Rettens sagsnummer:
BS 9A-4654/2015
Ankenævnets sagsnummer:
14/11881
Dato for dommens afsigelse:
torsdag den 4. oktober 2018
Domstol:
Retten i Roskilde
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Patienten blev med ambulance indlagt på hospitalet den 31. juli 2012 efter pludselig ukontaktbarhed og talevanskeligheder. Patienten var i øvrigt i stand til at bevæge sig normalt. Under den præhospitale indsats kontaktede ambulancepersonalet hospitalets trombolysevagt, der imidlertid afslog direkte modtagelse. Senere blev patienten tilset af en neurolog, der sendte patienten til en akut CT-skanning, som viste normale resultater. Patientens tilstand blev tolket som et epileptisk anfald, og ikke som apopleksi (blodprop i hjernen). Herefter blev patienten indlagt til observation indtil næste dag, hvor der blev foretaget CT- og MR-skanninger, som påviste blodprop i hjernen.
Patienterstatningen fandt, at optimal behandling havde været, at patienten var blevet set og vurderet af trombolysevagten og derefter tilbudt trombolysebehandling. Patienterstatningen vurderede det samlede varige mén til 20 procent. Af disse fandtes 8 procent at være en følge af den manglende behandling og 12 procent at være en følge af grundsygdommen (blodproppen). Derfor blev patienten tilkendt en godtgørelse for et varigt mén på 8 procent.
Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede i sin afgørelse patientens samlede mén til 40 procent. Heraf fandtes cirka 1/3 at kunne være undgået ved optimal behandling, hvorfor godtgørelsen for varigt mén forhøjedes til 15 procent. Ankenævnet udtalte, at der ikke var tvivl om, at patienten selv ved korrekt diagnosticering og rettidig trombolysebehandling af blodproppen ville have pådraget sig et varigt mén på cirka 2/3 af de samlede mén. Ankenævnet fandt derfor ikke grundlag for at yde en højere godtgørelse.
Patienten indbragte sagen for Byretten i Roskilde. Det var under retssagen ubestridt, at patienten havde pådraget sig en skade i henhold til klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 1. Hovedspørgsmålet var, om den manglende trombolysebehandling havde forårsaget et varigt mén på mere end 15 procent af de i alt 40 procent.
Retten fandt, at en lempelse af bevisbyrden for årsagssammenhæng også må gøre sig gældende, når tvisten angår hvor stor en del af de samlede skader, der er forvoldt af behandlingen. Derefter tiltrådte retten efter en samlet vurdering, at der klart var begået en fejl, som var ansvarspådragende efter almindelige erstatningsretlige regler. Efter Retslægerådets udtalelse blev det lagt til grund, at trombolysebehandling med overvejende sandsynlighed ville have mindsket en væsentlig del af det samlede mén, og at en væsentlig del af det samlede mén måtte antages at udgøre mere end 1/3. Retten fandt, at 15 procent er mere end 1/3 af 40 procent, og at 15 procent udgør en væsentlig del af de samlede gener. På trods af bevislempelsen fandtes det dermed ikke godtgjort, at méngraden som følge af patientskaden udgjorde mere end 15 procent.
Herefter frifandtes Ankenævnet for Patienterstatningen.
Patienterstatningen fandt, at optimal behandling havde været, at patienten var blevet set og vurderet af trombolysevagten og derefter tilbudt trombolysebehandling. Patienterstatningen vurderede det samlede varige mén til 20 procent. Af disse fandtes 8 procent at være en følge af den manglende behandling og 12 procent at være en følge af grundsygdommen (blodproppen). Derfor blev patienten tilkendt en godtgørelse for et varigt mén på 8 procent.
Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede i sin afgørelse patientens samlede mén til 40 procent. Heraf fandtes cirka 1/3 at kunne være undgået ved optimal behandling, hvorfor godtgørelsen for varigt mén forhøjedes til 15 procent. Ankenævnet udtalte, at der ikke var tvivl om, at patienten selv ved korrekt diagnosticering og rettidig trombolysebehandling af blodproppen ville have pådraget sig et varigt mén på cirka 2/3 af de samlede mén. Ankenævnet fandt derfor ikke grundlag for at yde en højere godtgørelse.
Patienten indbragte sagen for Byretten i Roskilde. Det var under retssagen ubestridt, at patienten havde pådraget sig en skade i henhold til klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 1. Hovedspørgsmålet var, om den manglende trombolysebehandling havde forårsaget et varigt mén på mere end 15 procent af de i alt 40 procent.
Retten fandt, at en lempelse af bevisbyrden for årsagssammenhæng også må gøre sig gældende, når tvisten angår hvor stor en del af de samlede skader, der er forvoldt af behandlingen. Derefter tiltrådte retten efter en samlet vurdering, at der klart var begået en fejl, som var ansvarspådragende efter almindelige erstatningsretlige regler. Efter Retslægerådets udtalelse blev det lagt til grund, at trombolysebehandling med overvejende sandsynlighed ville have mindsket en væsentlig del af det samlede mén, og at en væsentlig del af det samlede mén måtte antages at udgøre mere end 1/3. Retten fandt, at 15 procent er mere end 1/3 af 40 procent, og at 15 procent udgør en væsentlig del af de samlede gener. På trods af bevislempelsen fandtes det dermed ikke godtgjort, at méngraden som følge af patientskaden udgjorde mere end 15 procent.
Herefter frifandtes Ankenævnet for Patienterstatningen.