Roskilde 29/10-2013
Rettens sagsnummer:
BS 5A-750/2009
Ankenævnets sagsnummer:
08/171
Dato for dommens afsigelse:
tirsdag den 29. oktober 2013
Domstol:
Retten i Roskilde
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En patient med forhøjet stofskifte (Basedows sygdom/Graves’ disease) konstateret i 2001 var forsøgt behandlet medicinsk og fik i 2006 foretaget en operation med fjernelse af skjoldbruskkirtlen. Patienten havde herefter gener som følge af et lavt kalkstofskifte.
Patientforsikringen vurderede, at behandlingen havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, samt at den tilstødte komplikation ikke var tilstrækkelig sjælden og alvorlig til at berettige til erstatning, jf. den dagældende lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 1 og 4. Patientskadeankenævnet tiltrådte denne afgørelse, og afviste efterfølgende to gange at genoptage sagen. Patientskadeankenævnets første afgørelse om afslag på genoptagelse blev af patienten indbragt for retten. I forbindelse med retssagen blev sagen forelagt for Retslægerådet.
Retten lagde til grund, at patienten forud for operationen utvivlsomt var generet af sin stofskiftesygdom, og at sygdommen trods medicinsk behandling kunne være forbundet med øget dødelighed. Retten lagde endvidere til grund, at operation med fjernelse af skjoldbruskkirtlen var lægefagligt velbegrundet, og at operationen blev udført i overensstemmelse med anerkendte retningslinjer. Endelig lagde retten til grund, at patientens biskjoldbruskkirtler utilsigtet blev varigt beskadigede ved operationen. Herefter fandt retten, at der ikke var grundlag for at til-sidesætte Patientskadeankenævnets vurdering af, at en erfaren specialist på området under de givne omstændigheder ikke ville have handlet anderledes og have undgået skaden og dens mulige følger, hvorfor den ikke kunne anerkendes som erstatningsberettigende efter den dagældende lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 1.
Retten fandt efter bevisførelsen ikke grundlag for at fastslå, at alle patientens symptomer med overvejende sandsynlighed var en følge af operationen og ikke grundlidelsen. Retten fandt ikke tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at patientens symptomer havde et sådant omfang, at patienten som følge af behandlingen med overvejende sandsynlighed var forvoldt en skade, der er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle, jf. lov om patientfor-sikring § 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.