Roskilde 28/6-2016

En kvinde fik en menisklæsion i højre knæ og blev opereret ved en kikkertoperation i januar 2009. Hun havde herefter bl.a. gener i form af aflåsning og smæld i knæet. Der opstod efterfølgende en yderligere menisklæsion i knæet.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte, at patienten havde ret til erstatning, fordi man ikke havde fjernet hele meniskskaden ved operationen i januar 2009. Patientforsikringen tilkendte patienten godtgørelse for 5 procent varigt mén. Der blev givet afslag på erstatning for udgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab og afslag på godtgørelse for svie og smerte.

Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Patienten anførte bl.a., at hun var berettiget til et højere mén. Ankenævnet ændrede afgørelsen således, at patienten ikke var påført en skade og derfor ikke havde ret til erstatning. Ankenævnet lagde vægt på, at der blev fjernet så meget af menisklæsionen, som var muligt i lokalbedøvelse. En mere omfattende meniskfjernelse ville i øvrigt ikke have forhindret, at der senere kom en yderligere menisklæsion.

Sagen blev indbragt for retten og blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet, som bl.a. udtalte, at det ikke ud fra de foreliggende sagsakter kunne vurderes, hvorvidt patientens gener skyldtes en mulig utilstrækkelig operation eller slidgigtforandringer. Under disse omstændigheder fandt retten ikke, at det kunne konstateres, at der klart var begået fejl ved behandlingen, som kunne have forårsaget den konkrete skade, ligesom patienten ikke havde godtgjort, at skaden med overvejende sandsynlighed var en følge af den foretagne behandling. Der forelå herefter ikke det fornødne grundlag for at tilsidesætte afgørelsen, og ankenævnet blev frifundet.