Roskilde 28/5-2018

En mandlig patient blev i forbindelse med mangelfuld behandling af ankelbrud påført en behandlingsskade i form af stivgjort ankelled. Patienterstatningen anerkendte ved afgørelse af 11. maj 2011 skaden og tilkendte patienten godtgørelse for varigt mén på 10 procent samt svie og smerte.

Ved efterfølgende afgørelse af 30. juli 2012 tilkendte Patienterstatningen yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af behandlingsskaden, og sagen blev senere afsluttet uden yderligere erstatning og godtgørelse.

Patienten bad i oktober 2015 Patienterstatningen om at genoptage sagen, fordi han havde fået nye gener fra anklen, knæene og ryggen. Den 11. april 2016 afviste Patienterstatningen at genoptage sagen, da sagens faktiske omstændigheder ikke var ændret væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved afgørelsen af 11. maj 2011. Afgørelsen blev truffet efter erstatningsansvarslovens § 11.

Patienten klagede over afgørelsen til ankenævnet, som tiltrådte Patienterstatningens afgørelse om afslag på genoptagelse. Ankenævnet vurderede, at patientens nuværende gener fra ryg, knæ og fod ikke i det væsentlige stammede fra den anerkendte behandlingsskade.

Ankenævnet lagde blandt andet vægt på, at patienten havde begyndende slidgigt ved rullebenet, og at der ikke var grundlag for operation med yderligere stivgørelse. Efter ankenævnets vurdering var der kun tale om et yderligere mén på 2 procent. Hvis leddet senere blev stivgjort, og forudsat det helede, ville der ikke være yderligere mén. Endvidere vurderede ankenævnet, at patientens gener fra ryg og knæ mest sandsynligt skyldtes almindelige slidforandringer og ikke den anerkendte behandlingsskade.

Sagen blev herefter indbragt for retten. Patienten henviste til Patienterstatningens lægekonsulents vurdering af hans gener fra april 2016, samt at han var blevet tilkendt førtidspension på grund af problemer med ankel, knæ, skulder og ryg.

Retten nåede frem til samme resultat som ankenævnet og fandt, at der ikke var grundlag for en ændret vurdering af sagen. Det var ikke godtgjort, at der var fremkommet nye væsentlige oplysninger, som måtte antages at ville have ført til en anden afgørelse end den, der blev truffet af Patienterstatningen den 11. maj 2011, hvis de havde foreligget på afgørelsestidspunktet. Retten bemærkede, at lægekonsulentens vurdering fra april 2016 ikke i sig selv kunne tilsidesætte ankenævnets afgørelse. Samtidig bemærkede retten, at konsulentens vurdering allerede var indgået i både Patienterstatningens og ankenævnets vurdering. Endelig mente retten, at den omstændighed, at patienten i januar 2018 blev tilkendt førtidspension på grund af problemer med ankel, knæ, skulder og ryg heller ikke var en sådan faktisk omstændighed, der kunne siges at have ændret sig væsentligt i forhold til de omstændigheder, der blev lagt til grund ved sagens afslutning. Ankenævnet blev herefter frifundet.