Roskilde 26/9-2012

En patient blev behandlet med Benzodiazepiner og Ketogan i perioden 1. januar 1996 og frem. Patienten havde i sin anmeldelse til Patientforsikringen bl.a. anført, at han gennem 4 år havde haft stærke smerter, fordi hans psykiske lidelse (depressiv lidelse) slørede det egentlige sygdomsbillede, og at der forelå forsømmelse ved ordination og fejlbehandling, som medførte, at han blev pillemisbruger, alkoholiker, fik nedsatte kropsfunktioner og erhvervsevne, fysiske muskelskader og stærke abstinenssymptomer i kroppen i mange år som følge af behandlingen med Benzodiazepiner. Endvidere klagede patienten over, at der var sket forsinket diagnosticering af galdesten.

I relation til en mulig lægemiddelskade fandt Patientforsikringen, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade i form af afhængighedssyndrom, men at skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig, jf. lov om erstatning for lægemiddelskader § 6. Endvidere fandt Patientforsikringen, at det ikke var overvejende sandsynligt, at patientens alkoholmisbrug kunne anerkendes som bivirkning til Benzodiazepinbehandlingen, men at denne derimod måtte tilskrives hans psykiatriske grundsygdom i form af depression og angstanfald.

Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, men med en ændret begrundelse. Nævnet fandt det overvejende sandsynligt, at patienten havde pådraget sig et afhængighedsyndrom som følge af behandlingen med Benzodiazepiner, herunder lægemidlet Broman, men det var effekten af lægemidler udleveret forud for lovens ikrafttræden den 1. januar 1996, der havde forårsaget afhængighedssyndromet. Patienten var derfor ikke berettiget til erstatning, jf. lovens § 23.

For så vidt angik en mulig patientskade fandt Patientforsikringen, at det var strid med bedste specialiststandard, at man i januar 1998 undlod at undersøge for andre årsager end kardielle til de periodevist tilbagevendende smerter. Imidlertid fandtes skaden ikke omfattet af lov om patientforsikring, idet erstatningens størrelse ikke sås at overstige den undergrænse på 10.000 kr., der er fastsat i lovens § 5, stk. 2.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Begge afgørelser blev indbragt for retten, som behandlede sagerne samlet. Under retssagen blev sagen forelagt Retslægerådet.

Retten fandt i modsætning til Lægemiddelskadeankenævnet, at patienten ikke havde udviklet et afhænighedssyndrom af Benzodiazepiner, men at patienten måtte antages at have udviklet et opioidt afhængighedssyndrom. På baggrund af Retslægerådets besvarelse og den øvrige bevisførelse fandt retten dog ikke, at det var muligt at fastslå, om patientens opioide afhængighedssyndrom var opstået før eller efter lovens ikrafttræden, men at det på baggrund af journalnotaterne fandtes overvejende sandsynligt, at det allerede havde været til stede ved lovens ikrafttræden.

Derudover fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse om, at patienten var påført en patientskade, jf. lov om patientforsikringslov § 2, stk. 1. Endvidere tiltrådte retten, at kravet ikke oversteg 10.000 kr., hvorefter der ikke kunne ydes erstatning. Retten lagde i den forbindelse vægt på Retslægerådets udtalelse, samt at der ikke var ført noget som helst bevis for, at han var påført et tab, herunder tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, varigt mén eller erhvervsevnetab.

Lægemiddelskadeankenævnet og Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.