Roskilde 22/4-2015

En mandlig patient blev i januar 2009 opereret på grund af kronisk betændelse i bugspytkirtlen samt forsnævring af maveporten. Ved reoperation seks dage senere blev der konstateret anastomoselækage. Der var efterfølgende gener, herunder kroniske smerter og begrænset funktionsniveau. Patienten fik i 2011 tilkendt førtidspension. Patienten afgik ved døden i 2013.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt, at patienten var påført en skade i form af tarmlækage med følger efter behandlingen og tilkendte bl.a. varigt mén på 15 procent, som Patientskadeankenævnet efterfølgende forhøjede til 55 procent. Patientforsikringen tilkendte herefter ved ny afgørelse erstatning for erhvervsevnetab på 75 procent.

Patientforsikringens afgørelse om erhvervsevnetab blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som var enig i, at patienten havde et erhvervsevnetab på 75 procent som følge af behandlingsskaden.

Sagen blev indbragt for domstolene for så vidt angik erstatning for erhvervsevnetab og blev i den forbindelse forelagt for Arbejdsskadestyrelsen, som i en vejledende udtalelse vurderede, at patientens erhvervsevnetab som følge af behandlingsskaden var 80 procent.

Patientskadeankenævnet afviste ved en efterfølgende afgørelse at genoptage sagen til fornyet behandling og fastholdt således den tidligere vurdering af, at erhvervsevnetabet som følge af behandlingsskaden var 75 procent. Patientskadeankenævnet lagde vægt på, at det lægelige grundlag for Arbejdsskadestyrelsens konkrete, skønsmæssige vurdering var det samme, som for ankenævnets foretagne vurdering. Derudover blev der lagt vægt på, at en anden myndigheds konkrete skøn ikke i sig selv kan begrunde en genoptagelse af sagen, samt at ankenævnet har den fornødne ekspertise og erfaring til at bedømme erstatningsretlige sager.

Retten udtalte, at ankenævnet ved vurderingen af erhvervsevnetabet bl.a. havde lagt vægt på, at patienten havde gener i form af inoperabelt bugvægsbrok, en tarmsekretproducerende fistel, som var svær at bandagere, dagligt behov for parenteral ernæring samt kroniske smerter med behov for smertestillende medicin, og at hans funktionsniveau var meget begrænset, idet han dog havde en beskeden resterhvervsevne i forhold til at udføre almindelige daglige gøremål samt lettere arbejde i hjemmet. Retten fandt i øvrigt, at ankenævnets lægefaglige sagkundskab havde haft betydning for ankenævnets skønsmæssige vurdering af patientens erhvervsevnetab og udtalte endvidere, at det ikke af Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse fremgik, hvilken lægefaglig vurdering, der lå til grund for fastsættelse af erhvervsevnetabet til 80 procent, hvorfor udtalelsen ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag til at tilsidesætte ankenævnets skønsmæssige afgørelse. Ankenævnet blev herefter frifundet.