Roskilde 21/7-2017

En kvindelig patient fik i august 2012 foretaget en ultralydsskanning, som viste fibrom i livmoderen. Man foretog derefter en undersøgelse af livmoderhulen med hysteroskopi og samtidig vævsprøve, som ikke viste tegn på ondartet sygdom. I oktober 2012 fik hun foretaget en kikkertoperation, hvor livmoderen blev fjernet ved anvendelse af morcellering til deling af livmoderen.

Ved efterfølgende undersøgelse af væv fra den fjernede livmoder, fandt man ondartede foran-dringer i vævet, og patienten fik herefter stillet den meget sjældne kræftdiagnose leiomyosarkom, som er en meget ondartet og livstruende kræftsygdom. Der var således ikke blot tale om godartet fibrom, som forventet.

Kvinden anmeldte sagen til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen), da hun mente, at hun ikke havde modtaget den rette behandling i forhold til diagnosticering og valg af operationsmetode, og at kræften som følge af morcelleringen havde spredt sig. Patientforsikringen vurdere-de, at både udredning og valg af operationsmetode (morcellering) i den konkrete situation var i overensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist ville have gjort på behandlingstidspunktet i 2012. Patientforsikringen lagde bl.a. vægt på, at der ikke forud for operationen var tegn på ondartede forhold ved fibromet/livmoderen.

Patientforsikringen vurderede også, at hvis man forud for operationen havde vidst, at der ikke var tale om et af de meget almindeligt forekommende godartede fibromer i livmoderen men derimod det yderst sjældent forekomne leiomyosarkom, så havde en åben operation været den rette behandling. Morcellering af sarkomet medførte spredning af kræftceller og en forringet overlevelsesprognose for patienten. Patientforsikringen vurderede, at der var tale om en hændelig og utilsigtet komplikation til den på behandlingstidspunktet rette behandling. Et ef-terfølgende tilbagefald af kræftsygdommen skyldtes efter Patientforsikringens vurdering ikke med overvejende sandsynlighed morcelleringen af sarkomet men derimod mere sandsynligt en udvikling af selve kræftsygdommen. Erstatning blev afvist efter klage- og erstatningslovens § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og 4.

Afgørelsen blev anket til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som stadfæstede Patientforsikringens afgørelse.

Ankenævnets afgørelse blev indbragt for Retten i Roskilde, og under retssagen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Retten fandt på baggrund af Retslægerådets besvarelse, at en erfaren specialist ikke ville have handlet anderledes ved behandlingen herunder ved valget af operationsmetode (morcellering) i 2012. Det forhold, at retningslinjerne omkring behandling af formodede fibromer i livmoderen efterfølgende er blevet ændret, ændrede ikke på vurderingen.

Retten fandt det muligt men ikke bevist, at spredningen af kræftceller ved morcelleringen havde forkortet patientens liv og forringet hendes livskvalitet i den tid, hun havde tilbage at leve i efter indgrebet. Men retten havde ikke, som sagen var oplyst, mulighed for at fastslå omfanget heraf, hvorfor retten ikke fandt det muligt at vurdere eller fastslå, om det var mere, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle.

Ankenævnet blev således frifundet.