Roskilde 19/8-2013

En 70-årig mandlig patient fik konstateret aneurismer på bækkenpulsåren og legemspulsåren. Han fik foretaget en AAA-operation med indsættelse af bukseprotese. Patienten fik efterfølgende omfattende vævsdød i begge ben og baller, og man var nødsaget til at amputere begge ben på lårniveau. Patienten fik på grund af den omfattende vævsdød nyresvigt og afgik ved døden.

Patientforsikringen vurderede, at dødsfaldet kunne anerkendes som en patientskade jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen fandt, at man efter operationen burde have sikret sig, at der var tilfredsstillende perfusion i højre ben. En erfaren specialist ville således have forsøgt at indsætte en by-pass, hvorved man med overvejende sandsynlighed ville have undgået tilstanden, der førte til amputationerne og multiorgansvigt. Patientforsikringen tilkendte ægtefællen overgangsbeløb og erstatning for forsørgertab.

Hospitalet påklagede afgørelsen til Patientskadeankenævnet. Nævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, således dødsfaldet ikke kunne anerkendes som en patientskade. Nævnet fandt, at behandlingen var foretaget i overensstemmelse med, hvorledes en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet. Nævnet fandt dog, at man efter operationen burde have tilset venstre fod efter nogle timer med henblik på at tage en beslutning om, hvorvidt der skulle opereres senere. Nævnet vurderede imidlertid, at sygdomsforløbet ikke med overvejende sandsynlighed var blevet ændret som følge heraf. Nævnet fandt, at den opståede skade i form af omfattende vævsdød i begge ben og baller medførende nyresvigt med døden til følge var en hændelig komplikation. Nævnet fandt, at skaden var tilstrækkelig sjælden, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Imidlertid fandt nævnet, at skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig set i forhold til patientens grundlidelse, som ubehandlet ville være dødelig.

Sagen blev herefter indbragt for domstolene. Det var under sagen ubestridt, at den opståede skade var en hændelig komplikation, som var tilstrækkelig sjælden. Sagen drejede sig således om, hvorvidt skaden var tilstrækkelig alvorlig til at udløse erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Sagen blev forelagt for Retslægerådet, der bl.a. udtalte, at risiko for ruptur af hans aneurismer i bækkenkarrene og dermed død ca. var 25 procent. Retten fandt, at skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig til at udløse erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Retten lagde vægt på Retslægerådets besvarelse vedrørende mortalitetsrisikoen for den ubehandlede grundlidelse. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.