Roskilde 19/6-2014

En mand pådrog sig under en skiferie i januar 2007 en knæskade i højre knæ i form af bristning af forreste korsbånd. Patientforsikringen anerkendte, at han var påført en erstatningsberettigende patientskade i form af forsinket diagnosticering af korsbåndsskade samt følger efter infektion. Patientforsikringen tilkendte ham 8 procent i varigt mén, godtgørelse for svie og smerte, men der blev givet afslag på erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.

Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse og fandt, at han var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra februar 2008 og frem til medio 2008. Han var uddannet murer og havde til brug for sagen fremlagt skriftlige erklæringer fra tre mulige arbejdsgivere inden for murerfaget, som alle havde anført, at de ville have ansat ham i perioden medio 2007 til medio 2008, såfremt patientskaden ikke var indtrådt. Det fremgik i øvrigt af sagen, at der i samme periode blev ansat flere murere i disse firmaer. Patientskadeankenævnet bemærkede, at han ved optimal og ukompliceret behandling af grundlidelsen tidligst ville have været raskmeldt i februar 2008. På denne baggrund fandt Patientskadeankenævnet det dokumenteret og sandsynliggjort, at han ville have fået arbejde i perioden fra februar 2008 og frem til medio 2008, såfremt patientskaden ikke var indtrådt. Derimod fandt Patientskadeankenævnet det ikke på det foreliggende dokumenteret eller sandsynliggjort, at han ville have opnået ansættelse efter medio 2008. Patientskadeankenævnet tiltrådte i øvrigt, at han ikke var berettiget til yderligere méngodtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne.

Sagen blev herefter indbragt for retten med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at han var berettiget til yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. juli 2008 til den 31. maj 2010, hvor kommunen tilmeldte ham som aktiv jobsøgende.

Retten nåede til samme resultat som Patientskadeankenævnet og anførte, at således som sagen var oplyst, fandt retten det ikke godtgjort, at det var følgerne efter den anerkendte patientskade, der hindrede ham i at genoptage arbejdet. Retten lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at hans grundlidelse var en korsbåndsskade, og at Patientskadeankenævnet i sin afgørelse havde anført, at det var kendt at en skade på forreste korsbånd oftest medfører, at man ikke vil være i stand til at klare et knæbelastende erhverv som for eksempel murer, idet der kan være problemer med at færdes på stiger, stilladser og problemer med knæliggende arbejde samt problemer med at komme i hugsiddende stilling. Derudover lagde retten vægt på en statusattest fra maj 2009 fra egen læge, som konstaterede, at der stadig var daglige knæsmerter, og at han ikke længere var i stand til at arbejde som murer. Endelig lagde retten vægt på, at oplysninger fra SKAT og ATP dokumenterede, at hans tilknytning til arbejdsmarkedet i de seneste år op til patientskaderne var ganske begrænset, ligesom han i retten havde forklaret, at han ikke havde været i arbejde siden 2007. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.