Roskilde 19/3-2021

Patienten, som led af Morbus Bechterew, var den 12. og 18. marts 2012 ved kiropraktor, hvor han fik manipulationsbehandling med kontakt på segmentet T4 efterfulgt af en manipulation med kontakt på T1. Den 22. april 2012 blev patienten indlagt akut med lammelser i kroppen, som viste sig at skyldes flere blodpropper. 

Patienterstatningen traf den 30. august 2013 afgørelse om, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade som følge af behandlingen hos kiropraktoren, da Patienterstatningen fandt det mest sandsynligt, at skaden var opstået allerede inden hans første henvendelse hos kiropraktoren. Ved afgørelse af 13. juli 2015 tiltrådte Ankenævnet for Patienterstatningen denne afgørelse.

Ankenævnets afgørelse blev indbragt for domstolene og sagen blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. Retslægerådets flertal udtalte, at ved en i forvejen bestående stiv rygsøjle, som følge af Morbus Bechterew, vil en manipulation af 1. brysthvirvel også kunne give anledning til en påvirkning af 6. halshvirvel, ud fra hvilken dissektionen i pulsåren startede og at det var mindre end 50 % sandsynligt, at manipulationen direkte forårsagede blodpropperne. Derimod fandt Retslægerådets flertal, at det var mere end 50 % sandsynligt, at kiropraktorbehandlingen havde været en medvirkende faktor til skaden.

Retslægerådets mindretal udtalte dog samtidig, at patientens blodpropper med mere end 50 % sandsynlighed var opstået spontant den 8. april 2012, og mere end 50 % sandsynligt, at kiropraktorbehandlingen var uden årsag til blodpropperne. 

Kiropraktoren afgav herefter udtalelse den 12. juni 2018 om, at patienten i april 2012 ingen særlig stivhed havde i det område af ryggen, hvor behandlingen blev foretaget og at behandlingen blev givet på en baggrundsviden om, at der alene forelå Morbus Bechterew i den nederste del af rygsøjlen.

Ved afgørelse af 26. september 2018 fastholdt ankenævnet afgørelsen af 13. juli 2015, hvorefter der den 4. oktober 2019 blev indhentet en speciallægeerklæring. Efter modtagelsen heraf fastholdt ankenævnet ved afgørelse af 30. januar 2020 igen afgørelsen af 13. juli 2015.

Retten lagde efter kiropraktorens udtalelse af 12. juni 2018 og vidneforklaring til grund, at kiropraktoren ikke foretog direkte manipulation af patientens nakke eller hals og at patienten ingen særlig stivhed havde i det afsnit af rygsøjlen, kiropraktoren manipulerede. Da speciallægeerklæringen af 4. oktober 2019 heller ikke understøttede, at patienten i april 2012 havde en i forvejen bestående stivhed i nakke eller rygsøjle var forudsætningen herom, som Retslægerådets flertal havde lagt til grund, ikke opfyldt.

Retten frifandt herefter ankenævnet.