Roskilde 10/6-2015

En kvinde pådrog sig et håndledsbrud i august 2010. Patienten blev opereret den 23. august 2010, hvor der blev indsat en skinne (osteosyntese). Patienten fik grundet fortsatte gener og bevægeindskrænkning i oktober 2011 foretaget røntgenundersøgelse, som ikke kunne udelukke, at de indsatte skruer perforerede leddet i hånden. Patienten udviklede efterfølgende kronisk regionalt smertesyndrom (refleksdystrofi/CRPS).

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt ved afgørelse af 8. marts 2012, at patienten var påført en skade som følge af behandlingen den 23. august 2010. Patienten blev ved efterfølgende afgørelse af 22. april 2013 tilkendt erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab samt godtgørelse for varigt mén på 20 procent. Ved afgørelse af 10. juli 2013 blev der tilkendt godtgørelse for svie og smerte samt givet afslag på erstatning for erhvervsevnetab.

Patientforsikringens afgørelse af 22. april 2013 om tilkendelse erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab samt godtgørelse for varigt mén blev påklaget af regionen til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Regionen gjorde gældende, at der er ikke var noget ansvarsgrundlag, da de indsatte skruer sad, hvor de skulle, og da postoperative billeder viste, at skruerne ikke perforerede leddet. Derudover gjorde regionen gældende, at årsagen til, at et senere billede viste, at en af skruerene perforerede leddet, var, at frakturen var sunket sammen, hvilket ses hos patienter med knogleskørhed.

Patientskadeankenævnet bemærkede i den forbindelse, at der alene var modtaget rettidig klage for så vidt angik Patientforsikringens afgørelse af 22. april 2013, men at nævnet i henhold til gældende retspraksis er berettiget til at omgøre såvel den påklagede afgørelse som den tidligere ikke-påklagede delafgørelse om fastlæggelse af erstatningsansvaret til skade for patienten, såfremt nævnet ved sin vurdering af sagen måtte komme frem til, at den upåklagede delafgørelse er urigtig. Endvidere bemærkede nævnet, at det forhold, at nævnet er berettiget til at omgøre ikke-påklagede delafgørelser til skade for patienten ikke indebærer, at en part har ret til at få en prøvelse af en afgørelse, der er påklaget efter klagefristens udløb. Nævnets prøvelse af hvorvidt der foreligger et ansvarsgrundlag er således ikke en konsekvens af indvendinger mod Patientforsikringens oprindelige afgørelse af 8. marts 2012, men alene en konsekvens af, at nævnet af egen drift påser, at der træffes materielt rigtige afgørelser. Herefter fandt nævnet, at skrueperforeringen på grund af manglende tidsmæssig sammenhæng ikke med overvejende sandsynlighed var en følge af operationen den 23. august 2010, men i det hele måtte tilskrives forhold hos patienten selv, herunder knogleskørhed. På den baggrund fandt nævnet, at udviklingen af CRPS ikke med overvejende sandsynlighed var en følge af operationen den 23. august 2010, men at det kunne skyldes mange faktorer, herunder bruddet selv. Som følge af at der ikke var et ansvarsgrundlag, blev Patientforsikringens efterfølgende afgørelser om godtgørelse og erstatning ophævet.

Sagen blev indbragt for domstolene og blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. Retslægerådet udtalte, at generne i form af smerter i håndled og bevægeindskrænkning kunne tilskrives følger til grundlidelsen, og at disse ikke var opstået som følge af behandlingen. Endvidere udtalte Retslægerådet, at forkortelsen af spolebenet enten kunne være medfødt, eller kunne skyldes selve bruddet. Retslægerådet udtalte desuden, at operationen, valg af skruelængde og brug af røntgengennemlysning var foretaget efter almindelig anerkendt lægefaglig standard. På baggrund af bevisførelsen og Retslægerådets udtalelse fandt retten, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed havde godtgjort, at generne i venstre hånd skyldtes behandlingen, hvorfor betingelserne for at yde erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang ikke var opfyldt. Ankenævnet blev herefter frifundet.