Randers 9/4-2019

En kvindelig patient, som var gangbesværet og havde smerter som følge af knystdannelse og slidgigt i højre storetå, blev opereret i 2012. Ved operationen fjernede man en del af storetåens grundled. Efter-følgende havde patienten fortsat smerter. På grund af vedvarende gener blev mellemfodsknoglen til storetåen stivgjort ved en operation i 2013, og i 2014 fandt man ved yderligere undersøgelser et ældre træthedsbrud svarende til anden tå, og man fjernede det stivgørende operationsmateriale. Patienten oplevede efterfølgende sparsom gangfunktion uden Rom-walker og havde stærke smerter. Patienten havde derudover siden 2008 en smerteproblematik i venstre skulder, som hun var opereret for 3 gange før, og hun klagede også over nakkesmerter, smerter i fingrene og betændelse i hælen på venstre fod. 

Patienten anmeldte sagen til Patienterstatningen, som ved afgørelse den 3. oktober 2014 afviste, at hun var påført en skade som følge af behandlingen i 2012 og frem. Kvinden påklagede afgørelsen til ankenævnet, som stadfæstede afgørelsen den 23. januar 2015. Efterfølgende bad patienten to gange ankenævnet om at genoptage sagen, da hun oplevede invaliderende smerter. Ankenævnet afviste begge anmodninger om genoptagelse efter § 16 i bkg. om ankenævnets forretningsorden, og afgørelserne blev ikke indbragt for domstolene.

Patienten fik efterfølgende konstateret et smertesyndrom (CRPS) og blev tilkendt førtidspension året efter. Hun bad derfor endnu en gang ankenævnet om genoptagelse af sagen. Ankenævnet afviste ved afgørelse af 22. februar 2018 at genoptage sagen, da oplysningen om konstatering af CRPS ikke var en ny oplysning af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Denne afgørelse blev også truffet efter § 16 i bkg. om ankenævnets forretningsorden.

Patienten indbragte herefter ankenævnets afgørelse af 22. februar 2018 for retten. Retten fandt efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse. Retten lagde blandt andet vægt på, at ankenævnet i sin første afgørelse var bekendt med, at patienten havde stærke smerter, og at ankenævnet ved den første afgørelse om afslag på genoptagelse blandt andet var bekendt med, at patientens liv var ødelagt på grund af smerter i foden. Oplysningen om, at hun senere havde fået stillet diagnosen CRPS, var ikke en ny og for afgørelsen væsentlig oplysning, som kunne begrunde, at sagen skulle genoptages til fornyet behandling.

Ankenævnet blev herefter frifundet.