Randers 28/9-2018

En mand var kommet til skade med sin venstre ankel under en fodboldkamp. Den følgende dag foretog man operation, hvor et brud blev sat på plads. Efterfølgende opstod der infektion, og man foretog operativ oprensning.

På baggrund af infektionen blev sagen anmeldt til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen), der traf afgørelse om, at patienten var påført en behandlingsskade i form af følger efter en ikke optimal behandling af det venstresidige ankelbrud, idet Patientforsikringen vurderede, at den erfarne specialist ville have behandlet patienten konservativt, hvorved infektionen ville have været undgået. På denne baggrund blev patienten tilkendt erstatning og godtgørelse for infektionens følger. Patienterstatningens afgørelse vedrørende tabt arbejdsfortjeneste blev påklaget.

Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade i forbindelse med behandlingen, og at han derfor ikke havde ret til erstatning. Ankenævnet vurderede, at behandlingen blev udført, som en erfaren specialist på det pågældende område ville have gjort under de givne forhold, og at infektionen ikke var tilstrækkelig sjælden og alvorlig i forhold til det ankelbrud, han blev behandlet for.

Sagen blev indbragt for retten. I forbindelse med retssagen blev der indhentet udtalelser fra Retslægerådet. Retslægerådet udtalte, at det var i overensstemmelse med almindeligt anerkendte lægefaglige retningslinjer at operere bruddet, og at operationen og behandlingen var udført efter almindeligt anerkendte lægefaglige retningslinjer. Retten fandt det herefter ikke godtgjort, at en erfaren specialist ville have handlet anderledes ved de foretagne operationer og behandlinger. Betingelserne for at opnå erstatning i medfør af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, § 20, stk. 1, nr.1, var derfor ikke opfyldt. Retten fandt på det foreliggende grundlag og under hensyn til skadens alvor, at den indtrådte forlængede sygeperiode som følge af infektionen ikke gik ud over, hvad patienten med rimelighed måtte tåle. Retten lagde herved vægt på, at infektionen ikke havde stået i et sådant misforhold til grundlidelsen (ankelbruddet), at dette måtte anses for urimeligt jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, § 20, stk. 1, nr. 4. Ankenævnet blev herefter frifundet.