Randers 1/2-2018

En mandlig patient oplevede i forbindelse med sit arbejde et knæk i sit knæ og pådrog sig en menisklæsion. Efterfølgende oplevede han, at menisken ind imellem flyttede sig ud på den anden side af knæet og gjorde ondt, men at han selv kunne manipulere det på plads. Han blev som følge af smerterne opereret for en menisklæsion den 29. april 2013, i hvilken forbindelse fattetangen gik i stykker og det afknækkede metalstykke faldt ind i leddet. Metalstykket blev fjernet under operationen, men pga. fortsatte gener, blev re-operation foretaget 27. januar 2014, hvor et lille stykke af menisken bagtil blev fjernet.

Efterfølgende havde patienten kraftige smerter i knæet og betydeligt nedsat funktionsniveau, herunder med nedsat erhvervsevne. Han er som følge heraf nødsaget til at indtage meget smertestillende medicin.

Sagen blev derfor indbragt for Patienterstatningen. Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke var påført en skade og at han som følge heraf ikke havde ret til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Ankenævnet stadfæstede afgørelsen.

Sagen blev herefter indbragt for retten med påstand om, at patienten var påført en hændelig komplikation omfattet af klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, der både var sjælden og alvorlig.

I forbindelse med retssagen blev der indhentet udtalelse fra Retslægerådet.

Retslægerådet vurderede, at begge artroskopier blev gennemført efter alment anerkendte lægefaglige retningslinjer, også i forbindelse med fjernelse af det afbrækkede stykke metal fra fattestangen, under den primære operation den 29. april 2013. Retslægerådet vurderede desuden, at det afbrækkede metal og fjernelse heraf ikke kunne forklare den efterfølgende smertetilstand hos patienten, da smerteområdet ikke passede med en eventuel lædering af en nerves forsyningsområde. Retslægerådet udtalte endvidere, at der var sket en forværring af patientens gener i knæet efter behandlingen på hospitalet og at den mest sandsynlige årsag til denne forværring var en kombination af den oprindelige skade i form af en menisklæsion samt operationen. Retslægerådet kunne ikke redegøre for, hvilke af patientens gener, der kan henføres til henholdsvis den oprindelige skade i form af en menisklæsion og selve behandlingen.

Retten fandt det herefter ikke godtgjort, at patienten med overvejende sandsynlighed var påført en skade ved behandlingen.

Ankenævnet blev derfor frifundet.