Østre Landsret 9/3-2018

I 1993 kom en 9-måneder gammel pige i aflastning hos en familie, og fra hun var 14 måneder gammel, kom hun i døgnpleje i samme familie. Barnet havde alene sporadisk kontakt til sin biologiske mor og meget begrænset kontakt til sin far. Barnet blev som 9-årige diagnosticeret med en godartet svulst i hjernen og blev opereret flere gange, første gang i 2001. I juni 2005 blev barnet på ny opereret, da svulsten var vokset. Den biologiske mor havde forældremyndigheden, men ifølge kommunen havde plejeforældrene den udøvende forældremyndighed i det daglige og kunne derfor godt give tilladelse til operationen. Den biologiske mor havde dog krav på at blive informeret og accepterede også operationen.

Ved operationen fjernede man venstre øjes synsnerve og konstaterede efterfølgende kraftigt nedsat syn på det elleres raske højre øje. Der var efterfølgende behov for akut operation som følge af en blødning. Den 5. august 2005 var barnet til kontrol hos øjenlægen, som ikke var helt tilfreds med synsfunktionen på højre øje. I august 2010, da pigen var 18 år, blev der iværksat værgemål vedrørende alle økonomiske og personlige forhold som følge af, at pigen var hjerneskadet og afhængig af voksenstøtte 24 timer i døgnet. Plejemoren blev værge for pigen.

Den 1. juli 2013 anmeldte plejemoren skaden til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen), som vurderede, at kravet var forældet og anførte, at plejemoren senest den 5. august 2005 fik kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen eventuelt var sket en skade på synet på højre øje. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som hjemviste sagen til Patientforsikringen, da der var kommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning i sagen.

Patienterstatningen traf ny afgørelse den 1. september 2014 og fastholdt, at sagen var forældet. Det blev anført, at plejemoren i 2005 fik kendskab til, at der kunne være sket en skade, og at hun havde den daglige forældremyndighed og varetog barnets tarv. Derudover gav plejemoren tilladelse til operationen og var til stede under operationen i 2005 og i det efterfølgende sygdomsforløb. Da plejemoren havde kunnet give tilladelse til noget så indgribende som en operation, havde hun også mulighed for at anmelde kravet, inden forældelsesfristens udløb. Det forhold, at plejemoren først blev værge for pigen i 2010, havde ikke betydning for anmeldelsesmuligheden. Desuden havde det ikke nogen betydning for forældelsesfristen, at kommunen ikke havde rådgivet plejemoren om anmeldelse af sagen til Patientforsikringen. Afgørelsen blev stadfæstet af ankenævnet.

Retten vurderede, at kravet var forældet, da anmeldelsen var sket mere end 5 år efter, at pigen og hendes plejeforældre blev bekendt med skaden. Retten lagde vægt på, at det ikke fremgår af loven, hvem der kan indgive anmeldelse om en behandlingsskade. Det fremgik dog af journalmaterialet, at plejeforældrene i 2005 accepterede operationen og var med under hele sygeforløbet, herunder særligt vedrørende den opfølgende synskontrol og regulering af steroiddosis. Heri ligger således, at plejeforældrene varetog pigens tarv og den daglige omsorg for hende i øvrigt. Retten bemærkede ligeledes, at det af begrundelsen i Patienterstatningens afgørelse af 1. september 2014 fremgår, at det forhold, at plejemoren først blev værge for pigen, ikke har betydning for anmeldelsesmuligheden. Det fremgår også, at plejemoren kunne have indgivet en anmeldelse inden udløbet af forældelsesfristen. En sådan anmodning ville således ikke være blevet afvist med henvisning til manglende værgemål. Der var derfor ingen tvivl om, at plejeforældrene kunne have indgivet anmeldelse til Patientforsikringen på daværende tidspunkt, og at årsagen til, at anmeldelsen først blev indgivet den 1. juli 2013, var begrundet i manglende kendskab til patientskadesystemet. Derudover bemærkede retten, at manglende kendskab til Patienterstatningen, mangelfuld rådgivning og/eller manglende anmeldelse fra kommunen eller pigens biologiske forældre ikke har nogen betydning for forældelsesfristen, og sidstnævnte forhold er i det hele et mellemværende mellem pigen og kommunen. Ankenævnet blev herefter frifundet.

Byrettens dom blev indbragt for Østre Landsret.

Landsretten stadfæstede byrettens dom. Landsretten var således enig i, at kravet var forældet. Landsretten fandt, at såvel forældremyndighedsindehaveren som plejeforældrene og kommunen, der havde ansvaret for pigens anbringelse i familiepleje, kunne have anmeldt erstatningskravet med fristafbrydende virkning. Med denne bemærkning tiltrådte landsretten det, som byretten havde anført. Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.