Østre Landsret 8/1-2020

Sagen angik prøvelse af Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 11. april 2014, hvorved ankenævnet afviste, at appellanten var påført en patientskade i form af manglende kontrol af urin og afføring samt følelsesløshed i ridebukseområdet som følge af den behandling, som appellanten modtog hos egen læge den 16. juli 2012 og/eller hos kiropraktor den 18., 20., 23. og 25. juli 2012.

Det var appellantens opfattelse, at hun ved behandlingen hos egen læge og/eller hos kiropraktoren havde symptomer på et cauda equina syndrom (diskusprolaps med tryk på nerverødder), der burde have givet anledning til henvisning til et specialistsygehus med henblik på nærmere udredning, og at den manglende henvisning førte til forsinket diagnosticering og dermed en patientskade omfattet af klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Det var ankenævnets vurdering, at appellanten ikke havde symptomer på et cauda equina syndrom ved behandlingen hos egen læge eller hos kiropraktoren, hvorfor hun ikke burde have været henvist til et specialistsygehus, og at hendes gener i form af manglende kontrol af urin og afføring samt følelsesløshed i ridebukseområdet i det hele var et resultat af hendes grundlidelse i form af en stor diskusprolaps.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn havde i afgørelse af 4. december 2014 udtalt kritik af kiropraktoren, fordi kiropraktoren burde have spurgt nærmere ind til appellantens sphincterfunktion den 18. juli 2012 for at få afklaret, om hun havde et cauda equina syndrom.

Byretten fandt ved afgørelse af 5. november 2018, at Retslægerådet i besvarelsen af spørgsmål B havde udtalt, at det er rådets vurdering, at sagsøgernes (siden hen appellantens) gener i form af manglende evne til at holde på urin og afføring samt følelsesløshed i ridebuksområdet er forårsaget af hendes grundlidelse (lumbosakral diskusprolaps med radikulopati).

Herefter, og da sagsøgerne (siden hen appellanten) ikke alene ved sin forklaring havde godtgjort, at det forholdt sig anderledes, havde hun ikke løftet bevisbyrden for, at det var overvejende sandsynligt, at hendes gener var en følge af behandlingen. Byretten udtalte også, at det forhold, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn havde udtalt kritik af kiropraktoren under de anførte omstændigheder ikke kunne føre til et andet resultat.

Landsretten henviste til byrettens begrundelse og stedfæstede byrettens frifindende dom.