Østre Landsret 7/12-2017

Rettens sagsnummer:

B-519-14

Ankenævnets sagsnummer:

10/306

Dato for dommens afsigelse:

torsdag den 7. december 2017

Domstol:

Østre Landsret

Kategori:

Domme afsagt af landsret

Relaterede filer:

oel071217

En kvindelig patient blev den 20. januar 2003 hospitalsindlagt. Hun havde på dette tidspunkt haft lændesmerter gennem flere måneder, og der var forud for indlæggelsen tilkommet voldsomme smerter i venstre ben samt nedsat kraft og føleevne af venstre ben og arm. Hun havde usikre tegn på cauda equina syndrom. Den 23. januar 2003 var der sikre, objektive tegn på cauda equina syndrom i form af føleforstyrrelser i ridebukseområdet samt manglende blæretømning. Hun blev den 24. januar 2003 overflyttet til et privathospital, hvor man foretog CT-scanning og operation for diskusprolaps. Den 15. november 2005 blev hun indlagt på grund af recidivprolaps og progredierende cauda equina syndrom. Hun blev først opereret den 24. november 2005.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt, at hun ikke var påført en erstatningsberettigende patientskade. Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) anerkendte, at hun var påført en efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade i form af forværring af påvirkningen af vandladnings-, afførings- og seksual-funktion samt føleforstyrrelser i ridebukseområdet, som følge af forsinket behandling af cauda equina syndrom i januar 2003 og i november 2005.

Patientforsikringen fastsatte godtgørelse og erstatning. Ankenævnet forhøjede herefter mén-graden, således at hun fandtes påført et samlet varigt mén på 18 %, svarende til yderligere 6 %. Ankenævnet tiltrådte den øvrige del af Patientforsikringens afgørelse, hvor der var givet afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, tilkendt erstatning for midlertidige medicinudgifter på 500 kr. og tilkendt godtgørelse for svie og smerte på 15.000 kr.

Afgørelsen blev indbragt for retten med påstand om, at kvinden var berettiget til yderligere godtgørelse/erstatning for varigt mén, svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab samt udgifter og andet tab. I forbindelse med forberedelsen for retten, blev sagen forelagt Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen. I lighed med ankenævnet vurderede Arbejdsskadestyrelsen méngraden som følge af patientskaderne til 18 %, og erhvervsevnetabet blev vurderet til mindre end 15 %. Ankenævnet blev herefter frifundet.

Patienten ankede dommen til Østre Landsret udelukkende med påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Landsretten lagde blandt andet vægt på, at det fremgik af Retslægerådets besvarelse, at to MR-skanninger efter operationen den 11. november 2008 på privathospitalet viste en recidiv-prolaps. Det fremgik endvidere af Retslægerådets besvarelse, at tilstanden efter reoperationen den 13. november 2008 i det væsentligste var uændret og betinget af grundlidelsen, ligesom tilstanden i juni 2009 var uændret. Landsretten fandt således, at den mistede arbejdsindtægt med overvejende sandsynlighed skyldtes grundlidelsen. Erklæringerne fra en speciallæge og en overlæge kunne ikke føre til andet resultat, da erklæringerne ikke dokumenterede, at den mistede arbejdsindtægt ikke skyldtes grundlidelsen. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom og ankenævnet blev således frifundet.