Østre Landsret 6/7-2020

Patienten faldt i januar 2013 på en stige og fik i den forbindelse smerter fra bagsiden af venstre lår. Ved efterfølgende undersøgelse mistænkte man en fibersprængning, og anbefalede behandling med is, smertestillende og ro. Smerterne fortsatte, i hvilken forbindelse patienten adskillelige gange konsulterede egen læge.

Egen læge henviste efter adskillige henvendelser patienten til speciallæge i ortopædkirurgi, der ved MR-skanning konstaterede en hamstringsseneruptur. Af notatet fra konsultationen 12. juli 2013 fremgår, at skaden forklarede symptomerne gennem de seneste 6 måneder, og at det var pga. skadens alder, at reinsertion ville give for stramme forhold. Konsultationen hos speciallægen blev efterfølgende fulgt op med et brev af 16. juli 2013 fra speciallægen til patienten om, at der, efter at have konfereret det med kollega, ikke var mulighed for at bedre funktionen af musklerne ved operation. Patienten blev efterfølgende videreudredt for sine symptomerne uden, at man kunne finde anden årsag.

Patienten anmeldte sit krav til Patienterstatningen 22. maj 2017, som fandt, at kravet var forældet efter den 3-årige forældelsesfrist. Patienten klagede over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, som stadfæstede Patienterstatningens afgørelse.

Patienten indbragte herefter ankenævnets afgørelse for domstolene. Patienten bestred i retten, at han skulle være blevet informeret om det mulige erstatningskrav i forbindelse med konsultationen hos speciallægen 12. juli 2013. Speciallægen gav ikke forklaring i retten. Byretten fandt efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, at der var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse. Byretten lagde herved vægt på, at det ikke fremgik af journalen fra konsultationen eller af brevet af 16. juli 2013, at patienten skulle være oplyst om det mulige erstatningskrav. Det var derfor ikke bevist, at patienten havde fået eller burde have fået kendskab til skaden på dette tidspunkt. Patienten fik herefter medhold.

Ankenævnet indbragte dommen for Landsretten. Ankenævnet anførte i denne forbindelse yderligere, at det forhold, at patienten tidligere havde haft en lignende skade, gav ham et særligt kendskab til denne type skade og behandlingen herfor. Speciallægen forklarede for Landsretten, at hun ved konsultationen 12. juli 2013 havde fortalt om resultatet af MR-skanningen, og at der ikke længere var nogen mulighed for operation, fordi skaden var så gammel. Hun erindrede ikke at have talt med patienten om det mulige erstatningskrav.

Landsretten fandt, at det var afgørende for spørgsmålet om forældelse, om patienten den 22. maj 2014 havde eller burde havde fået kendskab til skaden. Uanset om speciallægen under konsultationen måtte have oplyst, at det på det tidspunkt var for sent at operere, vurderede Landsretten, at det efter journalnotatet af 12. juli 2013 og navnlig brevet af 16. juli 2013 ikke kunne lægges til grund, at patienten på dette tidspunkt havde fået eller burde have fået kendskab til skaden.

Landsretten fandt heller ikke, at patienten i forbindelse med en senere konsultation hos en speciallæge i neurologi og et efterfølgende brev af 18. marts 2014 havde fået eller burde have fået kendskab hertil. Landsretten stadfæstede herefter Byrettens dom om, at det eventuelle krav på erstatning ikke var forældet. Sagen blev herefter hjemvist til ankenævnet til realitetsbehandling.