Østre Landsret 5/2-2015

En kvindelig patient med svær slidgigt i knæene fik ved operation indsat et nyt højresidigt knæled. Knæleddet løsnede sig efterfølgende, hvilket medførte smerter i knæet.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte, at patienten var påført en patientskade i form af tidlig løsning af knæled med deraf følgende smerter. Patienten fik som følge heraf tilkendt et varigt mén på 15 procent og et erhvervsevnetab på 20 procent. Derudover tilkendte Patientforsikringen 7.100 kr. i erstatning for helbredelses¬udgifter og andet tab (transport, sko og indlæg). Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen.

Sagen blev indbragt for domstolene. Patienten gjorde i den forbindelse krav på yderligere 423.925,25 kr. for udgifter til transport, sundhedscenter, privathospital, fysioterapi, privat læge, genoptræning, tandbehandling, midlertidige og fremtidige mediciudgifter, støttestrømper, sko med indlæg, speciallæge, gebyr til Arbejdsskadestyrelsen samt udgifter til advokat.

Byretten fandt, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at patienten var berettiget til 274.006 kr., som dækkede udgifter til transport, privathospital, fysioterapi, tandbehandling, medicin (midlertidigt og fremtidigt), samt udgifter til advokat.

Patientskadeankenævnet ankede sagen til Østre Landsret. Landsretten udtalte, at de afholdte udgifter på 6.006 kr. til privathospital var nødvendige og rimelige udgifter som følge af patientskaden. For så vidt angik den del af patientens krav, der vedrørte transportudgifter, fysioterapi, tandbehandling, medicinudgifter og advokatudgifter, tiltrådte landsretten af de grunde, som byretten havde anført, at patienten var tilkendt henholdsvis 15.000 kr., 7.500 kr., 12.500 kr., 3.000 kr. og 30.000 kr. For så vidt angik det af patienten fremsatte krav på 200.000 kr. til fremtidige medicinudgifter, frifandtes Patientskadeankenævnet for tiden for dette krav. Dette var begrundet i den meget betydelige usikkerhed om det medicinforbrug, som kunne henføres til fejloperationen, og navnlig usikkerheden om patientens muligheder for at få refusion af medicinudgifterne, herunder ved at søge det offentlige om dækning af varige medicinudgifter.