Østre Landsret 4/4-2005

En ung mand havde siden 1980’erne været i behandling for væske i begge knæ og fik i 1986 fjernet noget af den indvendige menisk i venstre knæ. I 1994 blev der fjernet en yderligere del af menisken. Den 9. september 1996 blev han indlagt efter en faldulykke, og der blev konstateret et hælbensbrud samt et hævet venstre knæ, dog uden brud. Hælbensbruddet blev gipsbandageret, og der blev anlagt gåbandage. Ved efterfølgende kontroller havde manden fortsatte knæproblemer, og den 17. februar 1999 blev der foretaget kikkertundersøgelse i venstre knæ, hvor man tilrettede en menisklæsion. En MR-scanning af venstre knæ i september 1999 viste en tydelig læsion i den indvendige menisks baghorn, og ved en operation i oktober 1999 på en privatklinik blev den bagerste halvdel af den indvendige menisk fjernet. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1. Patientforsikringen lagde vægt på, at mandens knægener ikke fandtes at være en følge af behandlingen, men derimod en følge af grundlidelsen. Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at det fandtes i overensstemmelse med bedste specialiststandard at undlade at fjerne mere end det ødelagte parti af læderede menisker hos yngre personer.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med en tilsvarende begrundelse. Manden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at han var berettiget til erstatning efter pati-entforsikringsloven i anledning af den behandling, han modtog den 17. februar 1999.

Landsretten fandt det, navnlig på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet, ikke godtgjort, at mandens skader skyldtes behandlingen den 17. februar 1999. De komplikationer, der var tilstødt, blev anset som en følge af grundlidelsen i form af tidligere traumer mod knæet. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.