Østre Landsret 31/3-2003

En mand havde siden 1990 haft rygsymptomer og i 1995 indtrådte der en forværring, idet der nu også var udstråling til venstre ben og fod. Man fandt ved en undersøgelse primo november 1996 tegn på diskusprolaps i lænden, og ultimo november 1996 foretog man operation herfor. Det postoperative forløb blev kompliceret med betændelsestilstand i operationsområdet (discitis). Det fremgik imidlertid af et journalnotat fra april 1998, at hans discitis var helet op, at han var i fuld gang arbejdsmæssigt, og at man derfor afsluttede yderligere kontrol. Patientforsikringen havde givet afslag på erstatning efter patientforsikringsloven, da man fandt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at skaden i form af discitis ikke var tilstrækkelig alvorlig i forhold til den grundlidelse, som han blev behandlet for. Selvom han efter Patientforsikringens afgørelse fik foretaget en stabiliserende operation mellem 4. og 5. lændehvirvel, da der atter var tilkommet smertegener, fandt Patientforsikringen, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen og ændre den tidligere afgørelse.

Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen, og manden nedlagde ved landsretten påstand om, at der forelå en skade omfattet af patientforsikringsloven.

Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at skaden efter discitis kunne betegnes som relativ alvorlig, når det blev taget i betragtning, at sagsøgeren forud for operationen i 1996 havde alvorlige rygsmerter og skulle gennemgå en ikke ukompliceret operation. Det blev endvidere tillagt vægt, at forløbet efter operationen i 1996 ikke havde omfattet længerevarende hospitalsophold eller behandling med sengeleje, og at sagsøger efter det oplyste måtte antages overvejende at kunne udføre arbejdsopgaver på samme niveau som før operationen. Man fandt endvidere, at følger af discitis – i modsætning til, hvad der kan være tilfældet ved for eksempel lejringsskader og lignende – havde specifik sammenhæng med behandlingen af grundsygdommen. Man fandt det herefter uden betydning, at risikoen for en komplikation som den opståede måtte anses for relativ sjælden. På baggrund heraf fandt landsretten, at skaden ikke var mere omfattende, end hvad sagsøgeren med rimelighed måtte tåle, hvorfor han ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven.