Østre Landsret 31/1-2003

Rettens sagsnummer:

B-1462-01

Ankenævnets sagsnummer:

2000-00-189

Dato for dommens afsigelse:

fredag den 31. januar 2003

Domstol:

Østre Landsret

Kategori:

Domme afsagt af landsret

Relaterede filer:

oel310103a

En kvinde påbegyndte behandling med medicin mod Parkinsons sygdom ultimo 1991, idet hun havde typiske symptomer på Parkinsons sygdom, og da en bred tværfaglig speciallægevurdering ikke havde givet anden forklaring på symptomerne. Behandlingen havde ifølge den behandlende læge og kvinden god effekt, og kvinden blev næsten symptomfri. Hun var i perioden indtil 1994 til regelmæssig kontrol, og i 1998 blev hun af egen læge indlagt på neurologisk afdeling med henblik på en second opinion af diagnosen Parkinsons sygdom. I den forbindelse foretog man en gradvis nedtrapning af behandlingen, uden at hun udviste symptomer, og man fandt således ud af, at hun ikke led af Parkinsons sygdom. Patientforsikringen behandlede sagen for så vidt angår forløbet efter lovens ikrafttræden den 1. juli 1992. Patientforsikringen gav afslag på erstatning efter patientforsikringsloven, da man fandt, at det havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard at opretholde behandlingen med medicin mod Parkinsons sygdom, ligesom man fandt, at hun ikke havde pådraget sig en fysisk skade i patientforsikringslovens forstand som følge af behandlingen. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen, idet man fandt, at hun i forbindelse med behandlingen ikke var blevet påført en fysisk skade. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at der forelå en skade omfattet af patientforsikringsloven. Landsretten fandt efter bevisførelsen, at sagsøger ikke havde godtgjort fysiske gener, der kunne antages at være en følge af medicineringen mod Parkinsons sygdom, som hun ikke led af. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.