Østre Landsret 30/11-2005

En mand pådrog sig ved en ulykke i Indien den 6. december 1998 et brud i ryggen, og han blev transporteret til Danmark til behandling. Ved indlæggelsen den 10. december 1998 klagede han over direkte og indirekte ømhed svarende til overgangen mellem brystrygsøjlen og lænderygsøjlen. En røntgenundersøgelse blev tolket således, at der var degenerative forandringer med forkalkninger, men at der ikke var tegn på brud eller glidning, og man iværksatte smertestillende behandling og fysioterapi. Han blev udskrevet, men havde fortsat smerter. I april 1999 rejste han til Sankt Petersborg med henblik på undersøgelse og behandling. I maj 1999 gennemgik man på et andet sygehus i Danmark røntgenbilleder, som han havde fået taget i Rusland. Man vurderede, at der var en kileformet sammentrykning af 1. lændehvirvel med sammentrykningsbrud samt subakut brud og flere områder med degenerative forandringer i knoglemarven. Patientforsikringen fandt, at manden var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, for skade i form af følger efter manglende diagnosticering og behandling af et brud på lænderygsøjlen. I en efterfølgende afgørelse blev stationærtidspunktet fastsat til den 10. december 1999 svarende til årsdagen for patientskaden, og manden blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte og godtgørelse for varigt mén svarende til 10 %. Han blev meddelt afslag på erstatning for afholdte udgifter til transport i forbindelse med behandling i Sankt Petersborg og for tabt arbejdsfortje-neste og erhvervsevnetab. Ved en senere afgørelse blev manden tilkendt erstatning for afholdte medicinudgifter.

En mand pådrog sig ved en ulykke i Indien den 6. december 1998 et brud i ryggen, og han blev transporteret til Danmark til behandling. Ved indlæggelsen den 10. december 1998 klagede han over direkte og indirekte ømhed svarende til overgangen mellem brystrygsøjlen og lænderygsøjlen. En røntgenundersøgelse blev tolket således, at der var degenerative forandringer med forkalkninger, men at der ikke var tegn på brud eller glidning, og man iværksatte smertestillende behandling og fysioterapi. Han blev udskrevet, men havde fortsat smerter. I april 1999 rejste han til Sankt Petersborg med henblik på undersøgelse og behandling. I maj 1999 gennemgik man på et andet sygehus i Danmark røntgenbilleder, som han havde fået taget i Rusland. Man vurderede, at der var en kileformet sammentrykning af 1. lændehvirvel med sammentrykningsbrud samt subakut brud og flere områder med degenerative forandringer i knoglemarven. Patientforsikringen fandt, at manden var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, for skade i form af følger efter manglende diagnosticering og behandling af et brud på lænderygsøjlen. I en efterfølgende afgørelse blev stationærtidspunktet fastsat til den 10. december 1999 svarende til årsdagen for patientskaden, og manden blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte og godtgørelse for varigt mén svarende til 10 %. Han blev meddelt afslag på erstatning for afholdte udgifter til transport i forbindelse med behandling i Sankt Petersborg og for tabt arbejdsfortje-neste og erhvervsevnetab. Ved en senere afgørelse blev manden tilkendt erstatning for afholdte medicinudgifter.

Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at ændre fastsættelsen af méngraden og stationærtidspunktet, som var fastsat på baggrund af oplysningerne i en speciallægeerklæring og i en udtalelse fra Retslægerådet. Det forhold, at manden selv vurderede ménet højere og stationærtidspunktet anderledes, kunne ikke ændre herpå. Landsretten fandt endvidere, at det ikke var godtgjort, at manden var afskåret fra nødvendig behandling i det danske sundhedsvæsen, hvorfor der ikke var grundlag for at anse ham for berettiget til erstatning for udgifter til rejse til behandling i Sankt Petersborg. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.