Østre Landsret 28/4-2004

En 39-årig mand væltede den 28. september 1996 på sin knallert og slog hovedet mod kantstenen. Han blev behandlet på skadestuen og observeret for hjernerystelse. Han klagede efterfølgende over en ”død fornemmelse” i venstre side af ansigtet. Der blev ikke i den forbindelse iværksat yderligere behandling eller undersøgelse på skadestuen. Den 6. november 1996 blev han akut indlagt på mistanke om blodansamling i hjernen, og en CT-skanning viste en byld i højre side af hjernen og et højresidigt kraniebrud. Han blev opereret den 7. november og den 28. november 1996, og bylden blev udtømt ved begge disse indgreb. I foråret 1997 klagede han over tiltagende hovedpine, og et par måneder efter havde han et par enkelte epileptiske anfald, indtil han kom i antiepileptisk behandling.

Patientforsikringen fandt, at skaden i form af byld i hjernen udviklet i tilslutning til et indtrykningsbrud i højre frontalregion berettigede til erstatning efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Manden blev tilkendt godtgørelse og erstatning, herunder godtgørelse for et mermén på 25 % (samlet mén 40 %). Han blev ikke tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller erhvervsevnetab, idet han havde været førtidspensionist siden 1992. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelser. Nævnet lagde ved afgørelsen om erhvervsevnetab vægt på, at en del af hans gener skyldtes et mangeårigt alkoholforbrug, at han ved psykologisk undersøgelse i 1991 blev fundet let til middelsvært intellektuelt reduceret, samt at han i 1992 blev tilkendt mellemste førtidspension og ikke siden havde udnyttet sin resterhvervsevne til indkomstgivende arbejde. Manden nedlagde ved landsretten påstand om anerkendelse af en højere méngrad, erstatning for tab af erhvervsevne samt rimelige advokatomkostninger i forbindelse med sagens behandling ved Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet.

I forbindelse med sagens behandling ved landsretten udtalte Arbejdsskadestyrelsen, at man vurderede sagsøgers samlede varige mén til 50 % og generne efter ulykkestilfældet med komplikationer til 30 %. Sagsøger var i 1998 tilkendt højeste førtidspension. Landsretten fandt, at der ikke forelå tilstrækkeligt sikkert grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte nævnets afgørelse, herunder at der ikke ved afgørelsen om tildeling af højeste førtidspension eller ved Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse var skabt grundlag for at ændre afgørelsen. Vedrørende tab af erhvervsevne udtalte landsretten, at sagsøger før den indtrufne patientskade kun havde haft ringe erhvervsevne, og at et eventuelt yderligere tab som følge af patientskaden havde været så beskedent, at det ikke kunne udløse noget krav. Sagsøger blev ej heller tilkendt erstatning for advokatomkostninger under sagens behandling ved Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet, idet der ikke forelå sådanne særlige forhold, der kunne berettige dette. Patientskadeankenævnet blev frifundet.