Østre Landsret 28/3-2018

Rettens sagsnummer:

B-611-17

Ankenævnets sagsnummer:

13/496

Dato for dommens afsigelse:

onsdag den 28. marts 2018

Domstol:

Østre Landsret

Kategori:

Domme afsagt af landsret

Relaterede filer:

oel280318

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) havde truffet afgørelse om, at en mand havde ret til godtgørelse for varigt mén på 80 procent på grund af synsnedsættelse, som følge af forsinket behandling af betændelse i legemspulsåren og de fraførende kar (arteris temporalis).

Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som ikke var enig i afgørelsen. Ankenævnet fandt, at manden ikke med overvejende sandsynlighed var påført en skade ved behandlingen, og at han ikke havde ret til erstatning.

Ankenævnet vurderede, at en erfaren specialist ville have igangsat behandling med prednisolon. Ankenævnet fandt dog også, at dette ikke med overvejende sandsynlighed havde ændret forløbets udfald. På baggrund heraf, fandt ankenævnet, at synsnedsættelsen var en følge af hans grundsygdom med synsnervebetændelse som følge af sygdommen multipel sclerose.

Sagen blev indbragt for retten og blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. Retten fandt på baggrund af Retslægerådets besvarelse og det øvrige foreliggende, at patienten ikke led af multipel sclerose, og at synsnedsættelsen skyldtes betændelse i synsnerven (opticus neutitis), muligvis opstået af en infektion. Der blev desuden lagt vægt på, at der ikke er retningslinjer for behandling af opticus neutitis, hvorfor der ved behandlingen foretages et skøn ud fra de givne forudsætninger.

Retten konkluderede, at det på denne baggrund ikke med overvejende sandsynlighed kan lægges til grund, at synsnedsættelsen kunne være undgået ved tidligere iværksat predisolonbehandling eller anden binyrebarkhormonbehandling. Det var derfor ikke grund til at tilsidesætte ankenævnets afgørelse. Ankenævnet blev herefter frifundet.

Byrettens dom blev anket til landsretten. Det blev for landsretten yderligere anført, at den for sent iværksatte behandling med prednisolon var en klar fejl, og at der var grundlag for at lempe bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem den for sent iværksatte behandling og synsnedsættelsen på venstre øje. Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor og stadfæstede derfor byrettens dom, hvor ankenævnet blev frifundet.