Østre Landsret 26/6-2019
Sagen vedrører, hvilken årsløn der skal lægges til grund for beregning af erhvervsevnetab til en selvstændig erhvervsdrivende. Landsretten tiltrådte, at årslønnen skønsmæssigt kunne fastsættes til 70.000 kr. svarende til patientens gennemsnitlige årlige indkomst de seneste tre år inden behandlingsskaden.
Rettens sagsnummer:
BS-35656/2018-OLR
Ankenævnets sagsnummer:
16/10528/EC
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 26. juni 2019
Domstol:
Østre Landsret
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
En patient fik en blodprop i hjernen. En speciallæge i kardiologi havde ca. fem måneder forinden sendt en anbefaling til patientens egen læge om at sætte patienten i behandling med blodfortyndende medicin, men denne behandling var ikke blevet iværksat. Patienterstatningen anerkendte, at patienten havde ret til erstatning i medfør af klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1.
Patienterstatningen udmålte blandt andet erstatning for varigt mén på 100 procent og erhvervsevnetab på 100 procent. Patienterstatningen fastsatte årslønnen til brug for beregningen af erstatningen for erhvervsevnetab til 70.000 kr. Patienterstatningen lagde vægt på, at patienten i en årrække havde været selvstændig erhvervsdrivende som medejer af en butik, og at det fremgik af oplysninger fra SKAT, at hendes årlige lønindtægt i de tre år forud for behandlingsskaden havde været på mellem 65.000 kr. og 75.000 kr. Patienterstatningen fandt, at virksomhedens regnskaber og resultater i årene forud for behandlingsskaden ikke gav grundlag for at antage, at værdien af patientens arbejdsindsats var væsentligt højere end den faktiske lønindtægt.
Patienten klagede til Ankenævnet for Patienterstatningen over den årsløn, som Patienterstatningen havde anvendt ved udmålingen af erstatning for erhvervsevnetab.
Ankenævnet var enig med Patienterstatningen og stadfæstede afgørelsen. Ankenævnet vurderede, at årslønnen skulle fastsættes efter et skøn, jf. erstatningsansvarsloven § 7, stk. 2, da patienten var selvstændig og ikke oppebar fast løn. Ankenævnet tog ved den skønsmæssige fastsættelse af årslønnen i betragtning, at patienten i de tre år inden behandlingsskaden havde haft en gennemsnitlig årsindkomst på omkring 70.000 kr., at virksomhedens driftsresultat i en periode på 6-7 år inden behandlingsskaden havde været nedadgående, og at virksomheden havde haft et stort underskud.
Ankenævnets afgørelse blev indbragt for retten med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at årslønnen i medfør af erstatningslovens § 7, stk. 2, skulle fastsættes til principalt 420.000 kr. med henvisning til årslønnen for en erfaren butiksbestyrer. Subsidiært påstod patienten årslønnen fastsat til en mindre beløb - men højere end 70.000 kr. – dels med henvisning til at virksomheden havde haft et positivt driftsresultat i det seneste regnskabsår inden behandlingsskaden, og dels med henvisning til at dagpengesatsen for en nyuddannet var 173.680 kr. årligt.
Retten frifandt ankenævnet. Retten fandt, at der ikke kunne ses bort fra, at patienten i en lang periode havde været selvstændig erhvervsdrivende. Årslønnen kunne derfor ikke fastsættes til årslønnen for en ansat butiksbestyrer eller til dagpengesatsen. Retten fandt derudover, at udgangspunktet for selvstændige erhvervsdrivende er, at årslønnen fastsættes under hensyn til indkomstforholdene de seneste tre år forud for skaden. Der kan dog tages hensyn til, om de foregående års indtjening er påvirket af særlige forhold. Virksomheden havde i det seneste regnskabsår inden behandlingsskaden haft et positivt driftsresultat. Retten fandt det dog ikke bevist, at dette eller andre forhold gjorde, at der skulle bortses fra, at patientens indtægt fra virksomheden var beskeden, og at virksomhedens økonomiske situation var sådan, at patientens indtægt herfra også fremadrettet måtte forventes at have været beskeden. Retten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skøn for den årsløn, som skulle anvendes ved beregningen af erstatning for erhvervsevnetab. Ankenævnet blev herefter frifundet.
Dommen blev anket til landsretten.
Landsretten fandt ikke, at årslønnen burde fastsættes ud fra et skøn over, hvad lønudgiften ville have udgjort ved ansættelse af en vikar til udførelse af patientens arbejdsopgaver. Landsretten tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skøn over patientens lønniveauet.
Patienterstatningen udmålte blandt andet erstatning for varigt mén på 100 procent og erhvervsevnetab på 100 procent. Patienterstatningen fastsatte årslønnen til brug for beregningen af erstatningen for erhvervsevnetab til 70.000 kr. Patienterstatningen lagde vægt på, at patienten i en årrække havde været selvstændig erhvervsdrivende som medejer af en butik, og at det fremgik af oplysninger fra SKAT, at hendes årlige lønindtægt i de tre år forud for behandlingsskaden havde været på mellem 65.000 kr. og 75.000 kr. Patienterstatningen fandt, at virksomhedens regnskaber og resultater i årene forud for behandlingsskaden ikke gav grundlag for at antage, at værdien af patientens arbejdsindsats var væsentligt højere end den faktiske lønindtægt.
Patienten klagede til Ankenævnet for Patienterstatningen over den årsløn, som Patienterstatningen havde anvendt ved udmålingen af erstatning for erhvervsevnetab.
Ankenævnet var enig med Patienterstatningen og stadfæstede afgørelsen. Ankenævnet vurderede, at årslønnen skulle fastsættes efter et skøn, jf. erstatningsansvarsloven § 7, stk. 2, da patienten var selvstændig og ikke oppebar fast løn. Ankenævnet tog ved den skønsmæssige fastsættelse af årslønnen i betragtning, at patienten i de tre år inden behandlingsskaden havde haft en gennemsnitlig årsindkomst på omkring 70.000 kr., at virksomhedens driftsresultat i en periode på 6-7 år inden behandlingsskaden havde været nedadgående, og at virksomheden havde haft et stort underskud.
Ankenævnets afgørelse blev indbragt for retten med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at årslønnen i medfør af erstatningslovens § 7, stk. 2, skulle fastsættes til principalt 420.000 kr. med henvisning til årslønnen for en erfaren butiksbestyrer. Subsidiært påstod patienten årslønnen fastsat til en mindre beløb - men højere end 70.000 kr. – dels med henvisning til at virksomheden havde haft et positivt driftsresultat i det seneste regnskabsår inden behandlingsskaden, og dels med henvisning til at dagpengesatsen for en nyuddannet var 173.680 kr. årligt.
Retten frifandt ankenævnet. Retten fandt, at der ikke kunne ses bort fra, at patienten i en lang periode havde været selvstændig erhvervsdrivende. Årslønnen kunne derfor ikke fastsættes til årslønnen for en ansat butiksbestyrer eller til dagpengesatsen. Retten fandt derudover, at udgangspunktet for selvstændige erhvervsdrivende er, at årslønnen fastsættes under hensyn til indkomstforholdene de seneste tre år forud for skaden. Der kan dog tages hensyn til, om de foregående års indtjening er påvirket af særlige forhold. Virksomheden havde i det seneste regnskabsår inden behandlingsskaden haft et positivt driftsresultat. Retten fandt det dog ikke bevist, at dette eller andre forhold gjorde, at der skulle bortses fra, at patientens indtægt fra virksomheden var beskeden, og at virksomhedens økonomiske situation var sådan, at patientens indtægt herfra også fremadrettet måtte forventes at have været beskeden. Retten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skøn for den årsløn, som skulle anvendes ved beregningen af erstatning for erhvervsevnetab. Ankenævnet blev herefter frifundet.
Dommen blev anket til landsretten.
Landsretten fandt ikke, at årslønnen burde fastsættes ud fra et skøn over, hvad lønudgiften ville have udgjort ved ansættelse af en vikar til udførelse af patientens arbejdsopgaver. Landsretten tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skøn over patientens lønniveauet.