Østre Landsret 26/3-2010

En kvinde blev påført en erstatningsberettigende patientskade i form af middelsvær postraumatisk belastningsreaktion i forbindelse med en operation. Hun måtte efterfølgende opgive sit arbejde, og hun blev tilkendt førtidspension. Af indstillingen til førtidspensionen fremgik, at arbejdsprøvning ikke var realistisk på grund af skadelidtes psykiske tilstand. Patientforsikringen tilkendte skadelidte godtgørelse for 20 procent varigt mén og fastsatte erhvervsevnetabet til 25 procent. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet, som tiltrådte det varige mén på 20 procent og forhøjede erhvervsevnetabet til 50 procent. Nævnet vurderede, at skadelidte ville kunne påtage sig arbejde i et vist omfang, antageligt mellem 10 og 15 timer ugentlig. Der blev herefter anlagt retssag med påstand om, at skadelidtes erhvervseventab som følge af patientskaden skulle fastsættes til 65 procent. Skadelidte indhentede en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede det varige mén til 18 procent og erhvervsevnetabet til 65 procent. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at skadelidte med følgerne efter skaden ville eller burde kunne arbejde ca. 12 timer ugentlig med arbejde, der ikke belastede hende psykisk og med betydelige skånehensyn. Landsretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at det fremgik både af Patientskadeankenævnets afgørelse, der var truffet under deltagelse af lægefaglig ekspertise, og af Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse, at skadelidte var i stand til at arbejde i intervallet 10-15 timer ugentlig under iagttagelse af henholdsvis ”visse” og ”betydelige” skånehensyn. Landsretten fandt ikke, at de sociale og økonomiske forhold, som Arbejdsskadestyrelsen havde lagt vægt på i sin udtalelse, og som i det væsentligste svarede til det grundlag, som Patientskadeankenævnet traf afgørelse på, gav et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at til sidesætte nævnets skøn over den procentvise størrelse af erhvervsevnetabet. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.