Østre Landsret 25/6-1999

En kvinde fik i 1990 foretaget tandudtrækning og fik efterfølgende konstante murrende og intermitterende, jagende smerter i højre kind, overlæbe og overkæbe. Da behandling med blokader ikke havde effekt, blev hun undersøgt på et sygehus, hvor muligheden for termokoagulation blev gennemdrøftet, og accepteret af hende. Indgrebet blev foretaget og forløb ukompliceret. Dagen efter konstateredes det, at der var nogen effekt af operationen, og hun blev udskrevet. Da der ikke var den ønskede effekt, blev hun undersøgt en måned senere. Ved undersøgelsen angav hun forværring af symptomerne, idet hun havde uændrede smerter ved næsefløjen og under højre øje, og der var tilkommet stærke smerter lateralt i 2. grens området og ned i 3. grens området, hvor der også var dysæstesi. Der var desuden dysæstesi og smerter i mundslimhinden, og hun kunne desuden ikke tåle berøring af højre kind. Ved undersøgelse yderligere en måned senere blev det anført, at hun havde atypiske ansigtssmerter og ikke trigeminusneuralgi.

Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, jf. § 1, stk. 1. Der blev lagt vægt på, at det var lægeligt skønnet, at behandlingen var udført i overenstemmelse med bedste specialiststandard, og da den erfarne specialist ikke ville have handlet anderledes, fandt man derfor, at der ikke var påført hende fysisk skade. Patientskadeankenævnet fandt, at det var overvejende sandsynligt, at hendes smerter i højre kind og højre del af mundhulen m.m. var følger af hendes kroniske smertetilstand og ikke den behandling, hun havde modtaget. Der var således ikke påført hende fysisk skade, og betingelserne for at yde erstatning var ikke opfyldt, jf. patientforsikringslovens § 1, stk. 1. Østre Landsret fandt det på baggrund af indhentede erklæringer godtgjort, at der var påført hende fysisk skade som følge af behandlingen. Landsretten fandt dog efter de konkrete omstændigheder, der forelå på behandlingstidspunktet, at sagsøger ikke med overvejende sandsynlighed havde ført bevis for, at en erfaren specialist ville have handlet anderledes. Landsretten fandt endvidere, at sagsøger ikke med overvejende sandsynlighed havde godtgjort, at der var indtrådt følger, som var mere omfattende, end hvad sagsøgeren måtte tåle. Der blev herved lagt vægt på det i Patientklagenævnets afgørelse oplyste om, at der indtræder bivirkninger i ca. 5% af tilfældene, sammenholdt med Retslægerådets erklæring, hvor det anførtes, at sandsynligheden for et vellykket resultat måtte anses for beskedent og i hvert fald under 50 %. Patientskadeankenævnets afgørelse blev derfor stadfæstet.