Østre Landsret 23/6-2008
Rettens sagsnummer:
244/456
Ankenævnets sagsnummer:
2008-1234
Dato for dommens afsigelse:
mandag den 23. juni 2008
Domstol:
Østre Landsret
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
En kvinde med hofteproteser i begge sider indopereret i hhv. 1974 og i 1987 gennemgik i perioden juni 1998 – november 2000 flere genoperationer i højre hofte og i perioden fra september 2001 og frem flere genoperationer i venstre hofte, som ved sidste operation i juni 2002 medførte en såkaldt Girdelstone-status, som indebar, at hun måtte klare sig uden hofteled i venstre side og sidde i kørestol. Flere af genoperationerne skyldtes infektioner, og kvinden var i varig antibiotikabehandling herfor. PF traf i oktober 2004 afgørelse om, at operationerne fra 1998 og frem ikke berettigede kvinden til erstatning. PSAN tiltrådte denne afgørelse i januar 2006, idet der herved blev lagt vægt på, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade, men at generne var en følge af udvikling af grundsygdommen og forhold hos hende selv – og således ikke en følge af behandlingen. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var entydigt afklaret, hvad årsagen til de løsnede hofteproteser var, samt at der ikke på noget tidspunkt var påvist de samme bakterier under to på hinanden følgende operationsforløb, hvilket tydede på, at der hver gang havde været tale om en ny betændelsestilstand og ikke en genopblussen af en tidligere betændelse. Nævnet fandt, at behandlingerne for infektionerne gennem årene efter patientforsikringslovens ikrafttræden havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Kvinden indbragte afgørelsen for landsretten og anførte blandt andet, at behandlingsforløbet siden 1998 havde påført hende en skade, der var så alvorlig og af en sådan sjældenhed, at den var mere omfattende, end hvad hun med rimelighed burde tåle. Landsretten frikendte PSAN. Landsretten lagde efter Retslægerådets udtalelser til grund, at kvindens højre hofte var præget af flere udskiftninger af kunstigt hofteled, men at den var velfungerende, hvorfor denne hofte ikke led af en skade omfattet af loven. Landsretten lagde endvidere til grund, at Girdelstone-statusen i venstre hofte var en følge af grundlidelsen eller udviklingen af grundlidelsen, og fremhævede bl.a. at Retslægerådet anså det for mest sandsynligt, at infektionen i venstre hofte var opstået i forbindelse med operationen den 3. januar 1994. På denne baggrund fandt Landsretten det ikke godtgjort, at kvinden som følge af behandlingen på offentlige sygehuse fra juni 1998 var påført nogen fysisk skade, hvorfor betingelserne for at tilkende erstatning efter loven ikke var opfyldt.