Østre Landsret 22/2-2011

En patient (H) blev i januar 2000 fejlagtigt diagnosticeret med kræft i bugspytkirtel med spredning til lever og muligvis knogler. Man fandt ikke mulighed for kirurgisk behandling, og H blev henvist til A med henblik på vurdering af smertestillende behandling. Ved en revision af biopsiprøven fandt A i februar 2000, at H i stedet havde en neuroendokrin tumor. Imidlertid blev H ikke før december 2000 underrettet om den rigtige diagnose. Da der ikke var behandlingstilbud i Danmark, opsøgte H i april 2000 en klinik i Tyskland, hvor der blev påbegyndt behandling i form af lokoregional kemoterapi suppleret med stoffet Sandostatin.

Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet fandt ikke H berigtiget til erstatning for udgifter til kræftbehandling i Tyskland. Der blev bl.a. lagt vægt på, at den foretagne behandling i Tyskland, ikke var en lægefagligt almindeligt anerkendt behandlingsform med dokumenteret effekt. Enken til den nu afdøde H anlagde herefter sag ved Østre Landsret med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren var berettiget til erstatning for helbredsudgifter opgjort til 256.030,05 kr. Til brug for sagen blev der indhentet erklæring fra Retslægerådet. Det fremgik af besvarelsen, at lokoregional terapi i 2000/2001 var anerkendt som en eksperimentel mulighed uden dokumenteret effekt, og at der ikke var nogen lægefaglig anerkendt begrundelse for at give H denne behandling. Endvidere fremgik det, at behandlingen med Sandostatin ikke havde en dokumenteret effekt, idet stoffet sædvanligvis kun anvendes på hormonaktive tumorer. Behandlingen i Tyskland, havde derfor efter Retslægerådets vurdering med stor sandsynlighed ikke haft effekt eller betydning for H’s prognose eller sygdomsforløb. Landsretten lagde på baggrund af Retslægerådets besvarelse til grund, at H led af en neuroendokrin tumor, der ikke var hormonproducerende, med metastaser til bl.a. knoglerne. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at den behandling, som H modtog i Tyskland, var en lægefaglig anerkendt behandlingsform med dokumenteret effekt. Udgifterne var derfor ikke rimelige og nødvendige helbredsudgifter jf. erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1. Landsretten bemærkede endvidere, at udgifterne til behandlingen ikke kunne anses for en adækvat følge af den anerkendte patientskade. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.