Østre Landsret 22/12-2005

En kvinde fik den 9. august 1995 foretaget en skulderoperation, da hun ved en skiulykke i Østrig havde beskadiget højre skulder. Man konstaterede en såkaldt rotator cuff læsion. Efterfølgende havde hun mange smerter i højre arm, og hun fik derfor foretaget en kikkertoperation den 28. november 1995, hvor man fandt, at læsionen var helet, men at der var betydelig ardannelse. Kvinden havde tidligere i 1989 haft et kompliceret brud på højre underarm og havde i øvrigt haft gener fra mavesæk og spiserør. Kvinden havde indtil skiulykken haft beskæftigelse som apoteksassistent. Hun måtte efter ulykken opgive dette arbejde, og da kommunen vurderede, at revalidering var udsigtsløs, blev hun tilkendt mellemste førtidspension.

Patientforsikringen fandt at operationen den 9. august 1995 ikke havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, hvilket med overvejende sandsynlighed var årsag til hendes nuværende gener fra højre skulder. Efterfølgende tilkendte Patientforsikringen hende blandt andet erstatning for et erhvervsevnetab på 50 % som følge af patientskaden. Man vurderede, at hendes samlede erhverv-sevnetab udgjorde 65-75 %. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at kvinden som følge af patientskaden var påført et erhvervsevnetab på 50 % svarende til 2/3 af det samlede erhvervsevnetab. Man lagde blandt andet vægt på, at hendes arbejdsophør og overgang til førtidspension kun delvist, men i overvejende grad kunne tilskrives patientskaden, og at patientskaden udgjorde en del af skulderlidelsen, samt at der til det samlede helbredsbillede også hørte tidligere skade på højre underarm og gener fra mavesæk og spiserør. Man vurderede, at grundlidelsen i form af rotator cuff læsion med deraf følgende behov for operation under alle omstændigheder ville have medført nedsættelse af erhvervsevnen i et ikke ubetydeligt omfang. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var berettiget til en højere erstatning for erhvervsevnetab.

Der blev under retssagen indhentet en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, hvori det samlede erhvervsevnetab blev vurderet til 75 %, og erhvervsevnetabet som følge af patientskaden blev vurderet til 50 %. Der blev også indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Landsretten fandt efter bevisførelsen ikke sikkert grundlag for at tilsidesætte nævnets og Arbejdsskadestyrelsen vurdering af det samlede erhvervsevnetab til ca. 75 %. Landsretten fandt ligeledes, at erhvervsevnetabet som følge af patientskaden skulle fastsættes til 75 %, hvorfor der ikke skulle foretages fradrag for grundlidelsen. På baggrund af Retslægerådets udtalelse og en vidneforklaring fandtes det ikke sandsynligt, at kvindens forudbestående lidelser i form af gener i højre underarm, spiserør og mavesæk havde eller ville have medført en nedsættelse af erhvervsevnen. Landsretten fandt det ligeledes på baggrund af Retslægerådets udtalelse og en speciallægeerklæring ej heller sandsynligt, at følgerne efter skiulykken i februar 1994 ville havde medført en varig nedsættelse af kvindens erhvervsevne, hvis patientskaden ikke var indtruffet.