Østre Landsret 21/6-2018
Patient blev ikke påført skade ved klar radiologisk fejl. Betingelserne for at yde erstatning fandtes således ikke opfyldt, jf. lov om klage og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.
Rettens sagsnummer:
B-1247-17
Ankenævnets sagsnummer:
13/7418
Dato for dommens afsigelse:
torsdag den 21. juni 2018
Domstol:
Østre Landsret
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
Patienten havde fra 2006 til 2012 været i kontrolforløb på Lunge- og Allergiklinik. Under dette kontrolforløb gik hun til kontrol cirka hver tredje måned og blev af flere omgange undersøgt på Sygehus 1, blandt andet den 18. januar 2008. I oktober 2012 fik patienten stillet diagnosen lungekræft med spredning til brystskillevæggen efter undersøgelse på sygehus 2.
Patienterstatningen vurderede i afgørelse af 18. april 2013, at der var grundlag for at yde erstatning iht. lov om klage og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, idet man skulle have henvist til røntgenundersøgelse den 7. december 2006. Ved røntgenundersøgelse ville man have set tegn på ondartede forhold og iværksat yderligere undersøgelse, som havde vist lungekræft. Patienterstatningen tilkendte i alt 86.708 kr. i godtgørelse herfor.
Sagen blev anket. Ankenævnet ændrede Patienterstatningens afgørelse, og vurderede at en røntgenundersøgelse af lungerne i december 2006 eller primo 2007 ikke med overvejende sandsynlighed ville have påvist begyndende lungekræft. Nævnet vurderede, at et røntgenbillede alene ville have vist lette emfysemforandringer, som ikke ville have ført til yderligere udredning og diagnosticering af lungekræft. Endelig lagde Ankenævnet vægt på, at den foretagne røntgenundersøgelse i 2008 viste normale forhold. Betingelserne for at yde erstatning efter klage- og erstatningsloven fandtes således ikke opfyldt, jf. lovens § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.
Patienten indbragte sagen for Retten i Helsingør med påstand om, at Ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade som følge af forsinket diagnosticering og behandling af lungekræft frem til diagnosticeringen i oktober 2012.
Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at rundinfiltratet på røntgenundersøgelse fra 2008 skulle have foranlediget yderligere udredning, og at dette udgjorde en radiologisk fejl. Retslægerådet udtalte yderligere, at rundinfiltratet ikke med overvejende sandsynlighed var udtryk for lungekræft, samt at rundinfiltratet kunne være udtryk for andet end kræft.
Retten i Helsingør lagde i sin afgørelse til grund, at det var en klar radiologisk fejl, at det rundindfiltrat, der kunne konstateres efter røntgenoptagelsen den 18. januar 2008 på Hørsholm Sygehus, ikke lægeligt blev beskrevet og opfulgt af yderligere udredning. Retten i Helsingør lagde herefter vægt på, at der måtte stilles lempede krav til årsagssammenhængen og at patienten havde løftet denne bevisbyrde.
Østre Landsret lagde ligeledes i sin afgørelse til grund at det var en klar radiologisk fejl, at det rundindfiltrat, der kunne konstateres efter røntgenoptagelsen den 18. januar 2008 på Sygehus 1, ikke lægeligt blev beskrevet og opfulgt af yderligere udredning. Efter Retslægerådets udtalelse var det imidlertid ikke overvejende sandsynligt, at patienten led af lungekræft, eller at yderligere udredning ville have givet grundlag for at stille den pågældende diagnose på det tidspunkt, hvor den radiologiske fejl blev begået. Patienten havde således ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at hun var blevet påført en skade, som kunne have været undgået, hvis fejlen ikke var blevet begået.