Østre Landsret 21/6-2002

En mand var i september 1993 udsat for en arbejdsulykke, hvorved der opstod voldsomme smerter i lænden med samtidige udstrålende smerter til højre ben. Der var i efterforløbet symptomer på rodpåvirkning, men ved CT-skanning kunne der ikke påvises nogen diskusprolaps. Den 3. februar 1994 blev han imidlertid indlagt efter henvisning fra sin egen læge under diagnosen diskusprolaps. Han gennemgik herefter forskellige typer af undersøgelser, hvorved man fandt en bule på en bruskskive, men ingen prolaps. Han blev udskrevet igen den 18. februar 1994. Ved en senere akut indlæggelse den 27. april 1994 fandt man en ondartet tumor beliggende ved højre lårben. Der blev herefter iværksat behandling med kemoterapi suppleret med stråleterapi. I november 1994 blev der foretaget operativ behandling af tumoren samt indsættelse af hofteprotese.

Patientforsikringen havde givet afslag på erstatning efter patientforsikringsloven. Selvom man burde have stillet den rigtige diagnose den 7. februar 1994, havde forsinkelsen på 2 måneder og 20 dage efter Patientforsikringens opfattelse ikke med overvejende sandsynlighed haft indflydelse på hverken behandling eller prognose, hvilket Patientskadeankenævnet havde tiltrådt. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at han havde pådraget sig en erstatningsberettigende skade.

Efter bevisførelsen, herunder særlig Retslægerådets besvarelse, lagde landsretten til grund, at den forsinkede diagnosticering ikke med overvejende sandsynlighed havde resulteret i yderligere behandling, operation eller invaliditet for sagsøger. Sagsøgerens gener havde været forårsaget af hans grundlidelse, og den forsinkede diagnosticering havde ikke medført en helbredsforringelse. Landsretten fandt herefter, at sagsøger ikke ved forlængelsen af sygdomsperioden med ca. 2 måneder som følge af den forsinkede diagnosticering var blevet påført en fysisk skade omfattet af patientforsikringslovens § 1, stk. 1.