Østre Landsret 20/6-2013
Rettens sagsnummer:
B-3161-10
Ankenævnets sagsnummer:
06/43 (2006-00-043)
Dato for dommens afsigelse:
torsdag den 20. juni 2013
Domstol:
Østre Landsret
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
En mand blev påført en erstatningsberettigende patientskade i form af beskadigelse af strækkesenerne på højre hånd i forbindelse med en operation i juli 1995. Patientskaden blev anerkendt på baggrund af en tilkendegivelse fra Østre Landsret. Patientforsikringen fastsatte stationærtidspunktet til den 28. november 1995 og tilkendte skadelidte godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for et varigt mén på 8 procent og erstatning for et erhvervsevnetab på 25 procent. Patientforsikringen vurderede, at skadelidte som følge af patientskaden havde haft en ikke ubetydelig indtægtsnedgang, men at en væsentlig del af de gener, som efter patientskaden havde dannet grundlag for tilkendelse af førtidspension, måtte tilskrives skadelidtes grundsygdomme i form af slidgigt i begge albueled og i højre håndled. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilkende erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Patientforsikringens afgørelser blev påklaget til Patientskadeankenævnet. Nævnet ændrede stationærtidspunktet til den 8. januar 1996 og tilkendte yderligere godtgørelse for svie og smerte. De øvrige godtgørelses- og erstatningsposter blev tiltrådt. Sagen blev herefter indbragt for Københavns Byret.
I forbindelse med sagens behandling for retten blev sagen forelagt Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede skadelidtes méngrad som følge af patientskaden til 8 procent og det samlede varige mén til 18 procent. Erhvervsevnetabet som følge af patientskaden blev vurderet til 25 procent og det samlede erhversevnetab til 75 procent. Arbejdsskadestyrelsen fastsatte stationærtidspunktet til den 28. november 1995. Retten fandt ikke som anført af skadelidte, at Østre Landsret gennem sin tilkendegivelse nøje medicinsk havde beskrevet hvilke gener, der kunne tilskrives henholdsvis patientskade og grundlidelse. Temaet for tilkendegivelsen var, hvorvidt skadelidte var påført en skade omfattet af patientforsikringsloven. Skadelidte fik således ikke medhold i denne påstand. Retten fandt endvidere, at skadelidte ikke havde ført bevis for, at nævnets fastsættelse af ménprocenten og erhvervsevnetabsprocenten som følge af patientskaden burde tilsidesættes. Der var desuden ikke anført forhold, der gav et sikkert grundlag for at antage, at stationærtidspunktet kunne fastsættes til et senere tidspunkt, end det der var fastsat af nævnet. Da der ikke var fremlagt dokumentation for behovet og omfanget af fremtidig fysioterapeutbehandling og andre behandlingsudgifter, kunne skadelidtes påstand vedrørende denne erstatningspost allerede af den grund ikke tages til følge. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet. Dommen blev anket til landsretten.
Landsretten fandt, at således som landsrettens tilkendegivelse af 7. april 2005 var formuleret, måtte skaden også omfatte de medfølgende komplikationer i form af smerter, nedsat kraft og bevægeindskrænkning, hvorfor disse forhold ligeledes skulle indgå i grundlaget for fastsættelse af méngraden og erhvervsevnetabet. Landsretten fandt endvidere, at skadelidte havde godtgjort et sikkert grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets skønsmæssige vurdering, ifølge hvilken han forud for patientskadens indtræden havde en lidelse i form af slidgigt i højre håndled med deraf følgende fradrag ved fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet. På den baggrund og ikke mindst under hensyn til at der ved fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabets størrelse var foretaget fradrag også for så vidt angår skadelidtes albueled, fandtes det påkrævet, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling med henblik på fastsættelse af méngraden og erhvervetabets størrelse. Østre Landsret hjemviste således sagen til fornyet behandling i Patientskadeankenævnet med henblik på fastsættelse af méngraden og erhvervsevnetabets størrelse.