Østre Landsret 2/1-2003
Rettens sagsnummer:
B-2049-00
Ankenævnets sagsnummer:
1997-00-535
Dato for dommens afsigelse:
torsdag den 2. januar 2003
Domstol:
Østre Landsret
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
En kvinde havde ved et fald fra en hest i december 1995 slået venstre skulder og håndled. Røntgenundersøgelse samme dag viste ledskred af venstre skulder og brud på venstre håndled. Der blev foretaget påpladssætning af skulderen, håndleddet blev lagt i gips, og der blev anlagt mitella. Ca. 4 måneder senere blev det konstateret, at hun havde pådraget sig en rotator-cuff læsion, som eventuelt kunne forsøges rekonstrueret. Kvinden ønskede imidlertid ikke at blive opereret.
Både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet fandt, at kvindens skade ikke var omfattet af patientforsikringsloven. Man fandt det ikke overvejende sandsynligt, at skaden kunne være undgået, selvom man på skadesdagen havde stillet diagnosen rotator-cuff læsion, og man vurderede, at generne måtte tilskrives grundlidelsen, det vil sige ulykkestilfældet. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var blevet påført fysisk skade i forbindelse med en forsinket diagnosticering af rotator-cuff læsionen i skulderen.
Landsretten fandt på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet, at den sene diagnosticering af rotator-cuff læsion i skulderen ikke med overvejende sandsynlighed havde resulteret i en fysisk skade, og at skadelidtes fortsatte gener derimod var en følge af beskadigelsen af skulderen ved faldet fra hesten. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.