Østre Landsret 19/11-2008

Rettens sagsnummer:

B-1218

Ankenævnets sagsnummer:

2001-00-676

Dato for dommens afsigelse:

onsdag den 19. november 2008

Domstol:

Østre Landsret

Kategori:

Domme afsagt af landsret

Relaterede filer:

oel191108

Ved et trafikuheld i september 1995 pådrog en mand sig et brud på lændehvirvel og skade på rygmarvskanalen. Han blev efterfølgende opereret af flere omgange, og han blev ved den sidste operation påført en nerveskade med deraf følgende smerter og føleforstyrrelser ved højre hoftekam. Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet fandt, at han ikke var påført en erstatningsberettigende patientskade. Landsretten lagde vægt på Retslægerådets udtalelser, hvoraf det fremgik, at en erfaren specialist på det pågældende område ikke ville have handlet anderledes ved behandlingen (pfl § 2, stk. 1,nr. 1). Retten lagde ligeledes vægt på journalnotat, som redegjorde for de forhold og overvejelser, der lå til grund for den anvendte operationsmetode, hvorfor landsretten tiltrådte, at der ikke forelå en anden ligeværdig behandlingsmetode (pfl § 2, stk. 1, nr. 3). Endelig fandt landsretten, at nævnet med rette vurderede, at betingelserne for erstatning efter § 2, stk. 1, nr. 4, ikke var opfyldte. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.